Naturen som forretningsfordel
Når Anlægsgartner Gottlieb skaber biodiversitetsvenlige arealer, har de både et økonomisk og moralsk motiv. Gennem naturoplysning og et skræddersyet digitalt værktøj hjælper de kunderne på vej mod mere vild natur, og efterspørgslen er vokset.
Hvordan gør vi det nemmere for kunderne at forstå, hvad der skal til for at skabe god natur? Da Anlægsgartner Gottlieb i 2021 begyndte at se forretningspotentialet i biodiversitet, indså de hurtigt, at større naturforståelse er en af nøglerne til at skabe mere åbenhed over for biodiversitet. I takt med at den offentlige samtale om biodiversitetens trange kår i Danmark er vokset, er interessen for Anlægsgartner Gottliebs løsninger også blevet større.
- I dag tager kunderne godt imod vores forslag om at skabe bedre vilkår for biodiversitet, men det tager tid at ændre den traditionelle naturforståelse, som er præget af bymæssig natur med kortklippet græs og velholdte områder. I den grønne branche har vi et enormt ansvar for at styrke den vilde natur, som vi selv har været med til at slå ned før i tiden. Derfor arbejder vi mere på naturens præmisser nu og gør et stort arbejde med at fortælle kunderne om, hvad biodiversitet indebærer, fortæller Daniel Fevre Kronskov, chef for grøn omstilling hos Anlægsgartner Gottlieb i Skibby
Virksomheden løser anlægs- og entrepriseopgaver i det meste af Danmark og har især private virksomheder, offentlige institutioner og boligforeninger som kunder. I forbindelse med de nye CSRD-krav har Anlægsgartner Gottlieb især oplevet en kundetilvækst blandt danske og internationale børsnoterede virksomheder i 2024.
Biodiversitet følger med tilbuddene
Når Anlægsgartner Gottlieb sender tilbud om anlægsopgaver til deres kunder, inkluderer de altid forslag, der kan forbedre potentialet for mere biodiversitet på arealerne, også selv om kunden ikke har bedt om det.
- Vi tror på at arbejde med naturens egne elementer, for eksempel træstammer fremfor insekthoteller, og vi ser på, hvordan vi kan bruge elementerne både æstetisk og funktionelt, siger Daniel Fevre Kronskov.
Anlægsgartner Gottlieb foreslår at skabe levesteder for dyrelivet, for eksempel med dødt træ, som tiltrækker flagermus, fugle og svampearter, eller store stenbunker hvor padder og krybdyr kan bo. I beplantningsarbejdet indtænker anlægsgartnerne hjemmehørende arter, som er vigtige fødekilder for fugle og insekter, eller sikring af vandveje, hvor dyrene trives.
- Den traditionelle naturpleje har selvfølgelig stadig sin plads i vores forretning, men biodiversitet er helt klart det område, der vokser mest for os lige nu. Det er et område, der buldrer frem, og det er mega fedt. Jeg blev ansat for et år siden for at sikre, at vi kunne inddrage biodiversitet til kunderne i lyset af de nye CSRD-krav, så vi ikke kommer på bagkant med den udvikling, der er på området, siger Daniel Fevre Kronskov.
Om Gottlieb
Anlægsgartner Gottlieb er en kloak-, by- og landskabsentreprenør, som løser opgaver i det meste af Danmark. Virksomheden har hovedsæde i Skibby og afdelinger i Roskilde, Esbjerg og Lystrup. Anlægsgartner Gottlieb har været i branchen siden 2001 og har over 200 ansatte.
Dialog og information baner vejen
Det kræver den rette viden at arbejde på naturens præmisser, og derfor sender virksomheden alle medarbejdere på kurser i biodiversitet.
- Vi vil gerne klæde vores medarbejdere på til den gode dialog, når de er ude hos kunden. Der møder vi indimellem interessenter, som har en anden holdning end os, så der skal vi kunne gå i dialog og fortælle mere om vores tilgang, siger Daniel Fevre Kronskov.
Han afholder workshops om biodiversitet hos kunderne, og dialog og naturforståelse er også vigtigt i forskønnelsen hos boligforeninger. Her bliver beboerne inddraget, og når arealerne er anlagt, opsætter Anlægsgartner Gottlieb QR-koder og informationsskilte med information om biodiversitet.
- Tidligere oplevede vi mere modstand på projekterne fra beboerne, men dialogen og vores informationsarbejde har gjort en kæmpe forskel, og de tager bedre imod det nu, siger Daniel Fevre Kronskov.
Udgifterne til medarbejderkurser og en række nye maskiner er de største omkostninger, virksomheden har haft i arbejdet med at omstille forretningen til mere biodiversitet.
- Vores tiltag hos kunderne gør det ikke dyrere for dem at satse på biodiversitet. For eksempel klipper vi kun græsset én gang om året i stedet for atten. Vi opsætter også strategiske partnerskaber, for eksempel hvor græsset bliver afsat til landboforeningers køer. Det giver en bedre økonomi for alle parter, fortæller Daniel Fevre Kronskov.
I dag tager kunderne godt imod vores forslag om at skabe bedre vilkår for biodiversitet, men det tager tid at ændre den traditionelle naturforståelse, som er præget af bymæssig natur med kortklippet græs og velholdte områder Daniel Fevre Kronskov, chef for grøn omstilling
Digitalt værktøj samler trådene
For at gøre det nemmere for kunderne at forstå, hvordan de kan skabe potentiale for mere biodiversitet i deres område, har Anlægsgartner Gottlieb udviklet et biodiversitetsindeks, som blev lanceret i 2022. Det digitale værktøj er blevet til i samarbejde med ejendomsforvaltningsselskabet DEAS Group.
Værktøjet giver kunden overblik over, hvilke tiltag der kan skabe bedre rammer for biodiversitet på netop deres arealer. Det er gratis at anvende, men kunden kan også tilkøbe, at Anlægsgartner Gottliebs eksperter udfylder skemaet og laver en rapport, som kan bruges til CSRD-rapportering.
- Vi kan gennem værktøjet levere rådata om kundens arealer til deres ESG-rapportering, men vi kan også implementere de tiltag, der er brug for på arealerne. Det er en stor fordel for kunderne, at de kan få begge ydelser hos samme leverandør, forklarer Daniel Fevre Kronskov.
Anlægsgartner Gottlieb har oplevet en stigende interesse for værktøjet i 2024, særligt fra store virksomheder, som skal leve op til de nye CSRD-krav.
- De vil gerne have, at vi laver indekset og rapporten for dem, så de får en blåstempling fra os som tredjepart. Vi arbejder i øjeblikket på at gøre værktøjet endnu bedre i samarbejde med Københavns Universitet, så det bliver endnu mere pålideligt og troværdigt, siger Daniel Fevre Kronskov.
4 gode råd
- Vær fremsynede
Kom i gang, og vær ikke blege for at arbejde med biodiversitet nu og her. Det er en investering i markedet, hvor biodiversitet kun kommer til at fylde mere og mere. -
Inddrag medarbejdere og interessenter
Fortæl om jeres arbejde med biodiversitet, og klæd medarbejderne på med viden om emnet. Vær åben om jeres indsats i det lokalsamfund, I arbejder i. -
Kast jer ud i det ukendte
Find modet til at bevæge jer væk fra det traditionelle og kaste jer ud i fremtiden. Den grønne branche skal blive bedre til at arbejde med naturbaserede løsninger. -
Skab rød tråd i forandringen
Inddrag hele virksomheden i arbejdet med naturbaserede løsninger. Send medarbejderne på kursus i biodiversitet, så de er klar til den gode dialog med kunderne.