Nyheder

15 minutters selvfedhed – og så tilbage til arbejdet

Hårdt arbejde, høje ambitioner, mod til skalering og medarbejdere, der trives. Det er grundstenene bag vækstsuccesen Pascal A/S, som i år kan præstere en bundlinje vækst på over 513 % for de sidste 3 år. Derfor får Herlev-virksomheden nu DI Hovedstadens Initiativpris 2018.

”15 minutters selvfedhed – og så tilbage til arbejdet.” Sådan lød budskabet til medarbejderne fra adm. direktør for Pascal Lars Rosenkvist Fenger, da han fik at vide, at hans virksomhed har vundet DI Hovedstadens Initiativpris 2018.

Det kan lyde hårdt, men bag budskabet finder man en ledelsesfilosofi, som i høj grad er bygget op på glade, motiverede og engagerede medarbejdere. Medarbejdere som tænker i vækst og produktudvikling i stedet for at hvile på laurbærrene. Og det har båret frugt. De første år var særdeles vanskelige, men i dag er Pascal A/S verdensledende inden for forstærkermoduler til professionelle højttalere. Pascal indtager hvert år nye internationale markeder og kan lige nu fejre sin sjette kåring i træk som gazellevirksomhed - Dagbladet Børsens vækstpris.

- Der var ingen tvivl om, at Pascal A/S skulle vinde dette års Initiativpris. Virksomheden har formået at skalere forretningen – ikke bare i år, men over en lang årrække. Det er en utroligt veldrevet virksomhed – både når man ser på regnskabet, og når man oplever ledelsens engagement i at skabe en god arbejdsplads for medarbejderne” siger Poul Skadhede, formand for DI hovedstaden og koncerndirektør i Valcon A/S.

Lars Rosenkvist Fenger beskriver opstarten af Pascal A/S som noget kaotisk.

- Det hele startede med en ide, som nok var lidt naiv. Vi vidste ikke meget om salg, forretningsopbygning og vi havde ingen kunder, fortæller Lars Rosenkvist Fenger.

Men helt dum var ideen ikke. For ejer-gruppen havde set et marked for forstærkermoduler til den globale professionelle højttalerindustri, som ikke var dækket – nu gjaldt det bare om at komme derudaf.

Opbremsningen kom dog hurtig: Finanskrisen.

- Set i bagspejlet, så var det en krise som både blev vores værste fjende og bedste ven. Den klædte os helt af. Hvis der havde været lav indtjening og få kunder før finanskrisen – så var der slet ingen, da det så værst i ud 2009. Men krisen lærte os om ydmyghed og hårdt arbejde. Vi blev meget opmærksomme på, at vi hele tiden måtte tænke i vækst, for at virksomheden var bæredygtig, fortæller Lars Rosenkvist Fenger.

Derfor har man også hele tiden skalering i baghoved. Virksomheden er proaktiv i forhold til nye markeder – senest er man gået ind i markedet for professionelle live-sound og installationsforstærkere. Det ses også i regnskaberne, hvor der er vækst i bruttofortjeneste på 198% og en bundlinje vækst på over 513% over de sidste 3 år.

Medarbejderne er kilden til vækst

Det stod også hurtigt klart for den nystartede virksomhed, at succes går hånd i hånd med glade medarbejdere. Det er let at være en del af et vinderteam – men teamet og humøret skal også bestå, når det ser skidt ud. Den læring er dybt indlejret i virksomheden, som ansatte en HR chef som den 8. medarbejder for netop at sikre det gode arbejdsmiljø og dyrke en stærk vækstkultur med symbiose mellem udvikling af medarbejdere, virksomheden og at have det sjovt.

- Det skal være sjovt at gå på arbejde, der skal være medindflydelse og lækre omgivelser. I de over tolv år, virksomheden har eksisteret, har kun 5 personer valgt at finde andet job – og vi er alligevel 40 mand i dag, siger Lars Rosenkvist Fenger.

Derfor kan det også lyde mærkværdigt, at der kun er plads til 15 minutters selvfedhed. Men det er udtryk for at man får lov til at hvile på laurbærrene i 15 minutter, så det ikke når at ødelægge Pascals vækstkultur.

- Vi har valgt, at alle medarbejdere skal have et spaophold for to som tak for prisen. Det er også vores måde at sige tak til partneren derhjemme. Vi stiller krav til vores medarbejdere, og det stiller også krav til hjemmefronten” forklarer Lars Rosenkvist Fenger.

Det er ledelsens holdning at hvis man tager medarbejdere for givet, så har man ikke længere fortjent deres opmærksomhed og loyalitet.

Fakta om Pascal

Pascal A/S eksportandel er over 99% og er i dag global markedsleder på forstærkermoduler til professionelle højttalerindustri. Placeret i Herlev og ejet af Lars Rosenkvist Fenger, Peter Frentz og Jesper Lind Hansen. Pascal A/S specialiserer sig i at professionelle højttalerproducenter kan opnå konkurrencefordele og komme hurtigere i markedet, gennem forstærkerløsninger baseret på patenteret teknologi.

Fakta om Initiativ-pris 2018

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellem-store virksomheder i DI's medlemskreds.

De 19 vindere af initiativprisen i DI’s 19 Regionalforeninger dyster efterfølgende om at vinde den landsdækkende Initiativpris 2018. Den uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar måned.  

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk
Relateret