Nyheder

Avancerede lupbriller udløser Initiativpris til Samsø-virksomhed

Ser du de små detaljer? Det gør tandlægen forhåbentlig, når du skal rodbehandles, og kirurgen, når du skal opereres. Klarsynet sørger en mindre virksomhed på Samsø for.

ExamVision ApS har stor international succes med særlige lupbriller, der sikrer, at tandlæger og kirurger ser helt skarpt og præcist, når de skal løse deres opgaver. Det udløser nu DI Horsens Initiativpris 2018.

Ifølge formanden for DI Horsens, Carsten Wengel, kan virksomhedens succes tilskrives produktudvikling, effektivisering af produktionen og et team af dedikerede eksperter.

- De fleste forventer ikke, at man på Samsø finder en virksomhed som ExamVision, der fremstiller avancerede lupbriller til tandlæger og kirurger i mere end 30 lande. ExamVision har et knivskarpt fokus på produkt- og virksomhedsudvikling, og derfor er virksomheden også en helt oplagt vinder af initiativprisen, siger Carsten Wengel.

ExamVisions lupbriller er i dag et efterspurgt arbejdsredskab blandt tandlæger og kirurger i hele verden. Virksomheden har implementeret Lean for at forenkle og effektivisere produktionen og er nu i fuld gang med at digitalisere produktionen. Udviklingen gør, at ExamVision er årets modtager af DI Horsens Initiativpris. 

Skarpt fokus på udvikling sikrer international succes

ExamVision begyndte i baglokalet hos den lokale optiker i Tranebjerg på Samsø. I dag arbejder 31 dedikerede eksperter med at fremstille og udvikle avancerede lupbriller. Omsætningen har været støt stigende siden etableringen i 2001, og lupbrillerne er nu en stor eksportvare, der forhandles i mere end 30 lande verden over. Adm. direktør Kim Jensen har fra starten lagt stor vægt på at udvikle virksomheden:

- Vi er nødt til hele tiden at udvikle os og vores produkter, så vi kan klare os på verdensmarkedet. Vi har også været på en Lean-rejse og er nu i fuld gang med at digitalisere virksomheden, så vi er i stand til at fremstille skræddersyede lupbriller så effektivt som muligt. Her i begyndelsen af oktober lancerede vi en helt ny lupbrille, som er vores mest avancerede version til dato, siger Kim Jensen.

Dygtige medarbejdere er helt afgørende for ExamVisions succes. På Samsø er der er ikke mange specialister inden for optikerfaget, så virksomheden har både hentet specialister fra udlandet og oplært medarbejdere fra andre brancher.

- Vi har et stærkt team af dedikerede eksperter, som er nøglen til at sikre, at vores produkter har succes. Det kræver specialistviden at fremstille og udvikle skræddersyede lupbriller. Og vores eksperter har vidt forskelig baggrund. Nogle har arbejdet i andre brancher her på Samsø og er blevet oplært hos os. Vi har også specialister, som kommet her til Samsø fra udlandet - senest en optiker fra Portugal, siger Kim Jensen.

Med DI Horsens Initiativpris 2018 er ExamVision ApS en af i alt 19 kandidater til DI’s nationale initiativpris, som uddeles på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder i 2018. 

Fakta

Fakta om ExamVision ApS

- Grundlagt 2001

- Er vokset fra fire medarbejdere i 2001 til 31 i 2018.

- I oktober 2018 lancerede ExamVision lupbrillen ”Kepler Advanced”, der giver brugerne mulighed for at skifte mellem fire forskellige forstørrelser i én og samme brille. Kepler Advanced er desuden 20 gram lettere end den næstletteste, justerbare lupbrille, hvilket betyder meget for brugerens ergonomi og velvære efter mange timers brug.

Fakta om Initiativ-pris 2018

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellem-store virksomheder i DI's medlemskreds.

De 19 vindere af initiativprisen i DI’s 19 Regionalforeninger dyster efterfølgende om at vinde den landsdækkende Initiativpris 2018. Den uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar måned.  

Niels Brandt Petersen

Journalist

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2622 4418
  • E-mail nibp@di.dk
Relateret