Nyheder

Talent for hittepåsomhed og praktiske møbelløsninger – udløser Initiativpris

Selvom man en virksomhed fra lille Gislev på Fyn, så kan man sagtens få stor succes og vinde Initiativpriser. Det er den fynske møbelvirksomhed Four Design A/S et soleklart eksempel på. Virksomheden er vokset fra oprindelig at være en lokal fynsk karetmager til i dag at være en international møbelsucces. Four Design har de seneste år ekspanderet meget, og deres møbelkoncepter pryder alt fra Syddansk Universitet til Mons International Congress Center i Belgien, Oregon State University i USA og Lenovo/IBM i Shanghai.

- I Four Design har vi en passion for at tilpasse vores møbler til kundens behov. Vi så, at der var et behov i markedet for møbler, der kunne understøtte folks arbejde. Møblerne skulle ikke bare være et sted, hvor man kunne sidde godt, men de skulle samtidig have et enkelt design, kunne styrke relationer mellem mennesker og endelig være funktionelle og praktiske i forhold til den sammenhæng, som møblerne anvendes i på det pågældende sted. Vi udviklede derfor i samarbejde med arkitekter og de mennesker, der rent faktisk skulle bruge møblerne, en stilren minimalistisk møbelserie, der kunne mere end at være møbler. Vores møbler er skabt til at understøtte samværet mellem mennesker og samtidig være mere funktionelle f.eks. i forhold til en kantinemedarbejders arbejdsdag og dermed skabe bedre arbejdsmiljø og spare tid – udtaler adm. direktør Anders Juhl Thomsen.

Dygtige medarbejdere og mod til internationalt udsyn skaber succes

Four Design blev etableret i 1930 som en karetmager, og virksomheden har gennem tiden altid været dygtig til at tilpasse sig tidens krav til kvalitet, funktionalitet og design. Netop design og innovation i tæt samspil med kunderne har altid været kernen i virksomhedens dna. Og denne tilgang har vist vejen til succes. Virksomheden blev i 2016 opkøbt af sin mangeårige engelske og meget succesfulde samarbejdspartner Ocee Design, som valgte at lade Four Design A/S fungere som en selvstændig enhed med sine skandinaviske værdier i produktionen og uændret med kontor, produktion og produktudvikling i Gislev og med showrooms i København, Aarhus og Oslo. Og på det seneste er der åbnet et helt nyt showroom i Hasselt, Belgien.

- Vi skaber møbler på baggrund af stolte håndværksmæssige traditioner. Og det er dygtige og loyale medarbejdere, der er nøglen i den innovation, som vi lever af. Vi har sælgere, som får input fra vores kunder til forbedringer og udviklingsmuligheder. Vi har produktudviklere, som altid finder løsninger. Og ikke mindst så har vi nogle fantastiske folk i produktionen, som nok er de bedste til at finde de små fejl og mangler, og som konstant øger kvaliteten i vores produkt. Det er den synergi mellem kunder og dygtige folk, der har bragt os hertil, siger Anders Juhl Thomsen.

Four Design har i fællesskabet med Ocee Design fået den perfekte partner til fortsat strategisk udvikling og konsolidering i Europa og på fjernmarkeder. I dag fremstår Four Design således som en topmoderne møbelvirksomhed, som med afsæt i sine skandinaviske værdier med vægt på funktionalitet og kvalitet tilbyder et bredt sortiment af borde og stole til kantine, møde- og konference lokaliteter til private og offentlige virksomheder.

Formanden for DI Fyn Poul Strandmark er også ganske imponeret af den mindre, men voksende og meget internationalt orienterede virksomhed, som ligger på hans fødeø Fyn.

- Man kan faktisk sige, at Four Design er en ganske atypisk fynsk SMV’er. I Four Design har ledelsen og medarbejderne forstået på en og samme tid at bringe tre vigtige områder i spil. For det første har virksomheden altid haft en stor dedikation og talent for design og udvikling af møbler. I tæt dialog med kunderne er virksomheden dygtig til at afkode forandringerne i markedet og tilpasse sine møbler derefter, og giver således bud på fremtidens møbler og er på forkant med udviklingen. For det andet rummer virksomhed en særlig faglige dybde med dygtige håndværkere, som forstår at omsætte de kreative tanker til funktionelle møbler uden at gå på kompromis med det minimalistiske og stilrene design, som er blevet et varemærke for Four Design. Endelig for det tredje har Four Design modet og viljen til et internationalt udsyn og er super gode til markedsføring og salg.

Det er også netop virksomhedens særlige evner for design og udvikling af møbler i kombination med dygtige håndværksmæssige kunnen og et stærkt handelstalent, der har skabt virksomhedens succes og vækst. Og det er årsagerne til, at Four Design er årets modtager af DI Fyns Inititiativpris.


Endelig viser Four Design ansvar og omtanke for vores omverden. Jeg ved, at de har fokus på miljø og kvalitet. Når det gælder vores fælles omgivelser, hos deres medarbejdere og i deres produkter. Four Design er på mange fronter foregangsvirksomhed for mindre og mellemstore virksomheder på Fyn.  For med dygtighed, flid og mod er der altid basis for en god forretning.

Fakta om Initiativ-pris 2018

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellem-store virksomheder i DI's medlemskreds.

De 19 vindere af initiativprisen i DI’s 19 Regionalforeninger dyster efterfølgende om at vinde den landsdækkende Initiativpris 2018. Den uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar måned.  

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk
Relateret