Pressemeddelelse

Helsingør går en smule frem i DI’s erhvervsklimaundersøgelse

DI har igen i år målt på kommunernes erhvervsvenlighed, og Helsingør bliver i år vurderet bedre end sidste år. Kommunen går 12 pladser frem fra nr. 91 til nr. 79.

Kommunernes erhvervsklima er vurderet ud fra over 7.600 besvarelser fra virksomheder og 51 statistikker. Og ser man nærmere på virksomhedernes besvarelser, så er det særligt virksomhedernes vurdering af kommunens sagsbehandling og informationen og dialogen med de kommunale embedsmænd, som er forbedret.

- Når det basale serviceniveau er på plads, så smitter det af på besvarelserne i undersøgelsen, siger formand for DI Hovedstaden Poul Skadhede og fortsætter:

- Vi ved, at virksomhederne sætter pris på hurtig og kompetent sagsbehandling. Virksomhederne ønsker at bruge tid på at vokse som virksomhed og ikke bruge tid på at bøvle med kommunen eller sidde fast med bygge- og miljøsager.

Til gengæld ser det ikke godt ud med samarbejdet med jobcenteret. Det kan have noget at gøre med, at over 1/3 af de adspurgte virksomheder i Helsingør forgæves har søgt efter medarbejdere i år. Virksomhederne søger både forgæves efter højtuddannede, faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Også når det kommer til skatter og afgifter, ligger Helsingør i bunden. At Helsingør Kommune opkræver dækningsafgiften trækker i den forkerte retning.

- Dækningsafgiften er en meget uhensigtsmæssig skat, som virksomhederne skal betale ud fra deres bygningers værdi. Når en kommune vælger at opkræve dækningsafgift, så straffer den dermed de virksomheder, der udvider, forskønner deres bygninger eller energirenoverer, siger Poul Skadhede.

Poul Skadhede er glad for, at det går fremad i Helsingør, og at virksomheder kan mærke, at kommunen gerne vil erhvervslivet.

- Vi ved, at konkurrencen om at have det bedste erhvervsklima er benhård. Derfor er det også positivt at se Helsingør gå frem i årets undersøgelse – både hvad angår samlet placering, men også når virksomhederne skal vurdere kommunens overordnede erhvervsvenlighed fra et til fem. Jeg kan derfor kun opfordre til, at kommunens politikere og medarbejdere fortsætter med de gode tiltag, og at virksomhederne anerkender og honorerer deres indsats, siger Poul Skadhede.

Se alle resultater på di.dk/le18 - her kan du sammenligne kommuner og se placeringer i alle kategorierne i DI’s Lokalt Erhvervsklima 2018.

FAKTA OM LOKALT ERHVERVS-KLIMA 2018

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

  • Knap 7.700 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse.

  • Her i 2018 er undersøgelsen udvidet med enkelte nye spørgsmål og flere nye statistiske indikatorer. Undersøgelsen giver derfor et endnu mere nøjagtigt billede af kommunernes erhvervsvenlighed. Det betyder dog, at sammenligning med placeringer i tidligere år skal tages med et mindre forbehold.

  • Som noget nyt er resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer også opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

  • 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk
Relateret