Pressemeddelelse

Silkeborgs erhvervsvenlighed tager stort hop op

Kommunens virksomheder sender Silkeborg et godt stykke længere frem i feltet i DI’s årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden på tværs af landet: Lokalt Erhvervsklima 2018.

Silkeborg rykker nemlig 17 pladser frem til en samlet plads som nr. 34. Det er kommunens højeste placering i de ni år, undersøgelsen er blevet lavet, og det bringer et stort smil frem på læberne hos formanden for DI Silkeborg, Peter Stampe.

- Det er simpelthen så godt gået af Silkeborg Kommune, som med dette imponerende hop op af ranglisten klart viser, at virksomhedernes udfordringer og bekymringer bliver taget til efterretning, og at der bliver handlet på dem, siger Peter Stampe.

Infrastruktur, transport og sagsbehandling får især ros af virksomhederne

Silkeborg Kommune viser gode takter på en lang række af de målte parametre, men særligt kommunens indsats i forhold til infrastruktur, transport og sagsbehandling høster roser fra områdets virksomheder.

- Sidste års lokalt erhvervsklimaundersøgelse satte fingeren på en række indsatsområder, som vores virksomheder ønskede, at kommunen havde fokus på, herunder mere velfungerende infrastruktur og bedre sagsbehandling. Årets undersøgelse viser med al tydelighed, at det i den grad er lykkedes. Den nye motorvej har f.eks. medført ændringer i den trafikale struktur i Silkeborg Kommune, og det har ført til anlæg af flere nye veje til glæde for både virksomheder og borgere, siger den regionale DI-formand.

Virksomhederne mangler dygtige hænder og hoveder

Næsten hver anden virksomhed i Silkeborg mener, at kommunen bør sætte virksomhedernes adgang til dygtige medarbejdere øverst på prioriteringslisten. Selv i en tid, hvor mangel på arbejdskraft er en voksende udfordring på tværs af Danmark, får dette Silkeborg til at ligge langt over landsgennemsnittet. Samtidig er det også det parameter, hvor Silkeborgs virksomheder giver kommunen dårligst karakter. På vegne af virksomhederne er Peter Stampe dog fortrøstningsfuld.

- Der har aldrig været flere i job i Danmark, og det skaber helt naturligt nogle flaskehalse ude i vores virksomheder, hvor vi får sværere ved at skaffe de dygtige hænder og hoveder, vi har brug for. Det er især ingeniører og faglærte, der er behov for, og derfor er vi og kommunen også allerede i gang med at gøre os lækre over for de studerende, fremtidens medarbejdere, så vi kan lokke dem til vores dejlige ende af landet, siger formanden for DI Silkeborg.

- Kommunen har samtidig i den grad styrket erhvervsskolens og folkeskolens samarbejde med virksomhederne, hvilket vi er rigtig glade for. Vi ved dog også, at det kræver en fælles målrettet indsats med flere gode initiativer, for at det gode arbejde kan fortsætte, siger Peter Stampe.

Se alle resultater på di.dk/le18 - her kan du sammenligne kommuner og se placeringer i alle kategorierne i DI’s Lokalt Erhvervsklima 2018.

FAKTA OM LOKALT ERHVERVS-KLIMA 2018

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

  • Knap 7.700 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse.

  • Her i 2018 er undersøgelsen udvidet med enkelte nye spørgsmål og flere nye statistiske indikatorer. Undersøgelsen giver derfor et endnu mere nøjagtigt billede af kommunernes erhvervsvenlighed. Det betyder dog, at sammenligning med placeringer i tidligere år skal tages med et mindre forbehold.

  • Som noget nyt er resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer også opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

  • 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Jonas Forup Stubkjær

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4719
  • Mobil +45 2830 1544
  • E-mail jofs@di.dk
Relateret