Pressemeddelelse

Virksomhederne har talt: Midt- og Vestjylland er Danmarks bedste erhvervsområde

Hvis landets kommuner vil samle inspiration til, hvordan de sikrer kommunens virksomheder de bedste betingelser og yder den bedste service, så bør de besøge det midt- og vestjyske område. De kan starte i Ikast-Brande, fortsætte gennem Herning og slutte i Ringkøbing-Skjern. Så har de nemlig besøgt tre af landets fem mest erhvervsvenlige kommuner.

Det er Lokalt Erhvervsklima – DI’s årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner – det handler om. For ottende gang sætter Ikast-Brande sig på toppen skarpt efterfulgt af Herning, som også er noget nær fast inventar på podiet. Men i år får de to medaljevindere følgeskab i top-5 af Ringkøbing-Skjern kommune, som springer 18 pladser frem og stormer ind på en 5.-plads. Til stor begejstring for Dansk Industris formand i det midt- og vestjyske.

- Jeg plejer at sige, at vi skal være bedre til at prale af vores resultater. Og her er da virkelig noget at prale af! Selv en inkarneret midt- og vestjyde som jeg bliver bare nødt til at kaste armene i vejret og juble. Det er simpelthen så stærkt gået, siger Claus Arberg, som er formand for DI Midt Vest.

Ikast-Brandes topplacering er ganske suveræn. På stort set alle områder ligger kommunen nummer et eller to i virksomhedernes vurdering af kommunen: den bedste overordnede erhvervsvenlighed, der er erhvervsgrunde til rådighed, og Ikast-Brande er landets bedste til at bruge private leverandører. Men Ikast-Brandes mangeårige succes er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde at holde podieplaceringen, siger den midt- og vestjyske DI-formand.

- Jeg er stolt over, at kommunerne har formået at gøre et fremragende erhvervsområde endnu bedre. Konkurrencen fra landets øvrige kommuner er jo kun blevet forstærket gennem årene, så kommunerne i vores område har tydeligvis ikke hvilet på tidligere års laurbær, siger den regionale DI-formand.

Herning Kommune går med sin placering som nummer to en plads frem i årets måling. En fremragende og konstant topplacering, som nu har varet i ni år. Det er især kommunens evne til at fastholde og tiltrække nye virksomheder og borgere til kommunen, der bliver vurderet højt. Hele 83 pct. af de adspurgte virksomheder vil anbefale andre virksomheder at placere sig i Herning. Og det er godt nyt for hele området, for når det går virksomhederne godt, så går det hele området godt, siger Claus Arberg.

- Når vores lokale virksomheder blomstrer, skaber det vækst og arbejdspladser og dermed råd til bedre børnehaver, skoler, ældrepleje, veje og alt det andet, som borgerne nyder godt af, siger DI’s formand i Midt- og Vestjylland.

Ringkøbing-Skjern Kommune stormer ind på en femteplads i årets måling. Det er en fremgang på hele 18 pladser i forhold til sidste år. Og er den højeste placering, kommunen har opnået i undersøgelsens niårige levetid. Blot sidste år, hvor Ringkøbing-Skjern lå på en 23.-plads, satte kommunen som mål at komme i top-5. Men de havde nok ikke forestillet sig, at det skulle gå så stærkt.

- Det er super stærkt gået af Ringkøbing-Skjern kommune. De satte sig et mål, arbejdede stålsat på at nå det og kan allerede et år efter se det mål nået. Det sender et tydeligt signal, også til landets øvrige kommuner, om at virksomhederne belønner den ekstra indsats, siger formand for DI Midt Vest, Claus Arberg.

Se alle resultater på di.dk/le18 - her kan du sammenligne kommuner og se placeringer i alle kategorierne i DI’s Lokalt Erhvervsklima 2018.

FAKTA OM LOKALT ERHVERVS-KLIMA 2018

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

  • Knap 7.700 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse.

  • Her i 2018 er undersøgelsen udvidet med enkelte nye spørgsmål og flere nye statistiske indikatorer. Undersøgelsen giver derfor et endnu mere nøjagtigt billede af kommunernes erhvervsvenlighed. Det betyder dog, at sammenligning med placeringer i tidligere år skal tages med et mindre forbehold.

  • Som noget nyt er resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer også opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

  • 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Jonas Forup Stubkjær

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4719
  • Mobil +45 2830 1544
  • E-mail jofs@di.dk
Relateret