Nyheder

Lokalt Erhvervsklima 2018: Aalborg er bedst blandt storbyerne

Aalborg Kommune er blevet et bedre sted at drive virksomhed. Det viser resultatet af DI’s årlige undersøgelse af den service og de forhold, som landets kommuner tilbyder virksomhederne. Med en fremgang på hele 18 placeringer siden 2017 har Aalborg givet de andre storbyer i Danmark baghjul.

Aalborg indtager nu en plads som nummer 51 blandt de 93 danske kommuner, der deltager i undersøgelsen af det lokale erhvervsklima. Og det er et flot resultat for en stor kommune, der skal servicere rigtig mange virksomheder. Til sammenligning ligger de andre kommuner med over 200.000 indbyggere nummer 73 (Odense), nummer 77 (Aarhus) og nummer 90 (København).

- Det er dejligt at se, at Aalborg går så meget frem i vores måling af det lokale erhvervsklima. Og det er også fortjent. Kommunen er lydhør over for virksomhedernes ønsker og behov, og de arbejder hele tiden på at gøre vilkårene for de lokale virksomheder bedre. Noget af det som kommunen gør særligt godt, er at skabe gode rammer for iværksætterkulturen samt at tiltrække og fastholde nye borgere i kommunen, siger formand for DI Aalborg, Peter Rindebæk.

Der er også punkter, hvor der fortsat er plads til forbedringer i Aalborg Kommune. Det gælder blandt andet, når vi kigger på, hvor meget det koster at drive virksomhed i Aalborg - altså diverse skatter, afgifter og gebyrer. Her ligger Aalborg blot nummer 76 blandt landets kommuner.

Jammerbugt Kommune er bedst i Nordjylland

Jammerbugt Kommune er for første gang bedst i Nordjylland. Med en placering som nummer 23 tager de titlen fra Rebild Kommune, der går tilbage fra en 15. plads sidste år til en 32. plads i år.

Jammerbugt Kommunes resultatet som Nordjyllands bedste skyldes blandt andet, at det er lykkedes at skabe en god dialog mellem virksomhederne og kommunens politikere og ansatte, samt at kommunen har en hurtig og kompetent sagsbehandling af virksomhedernes miljøforhold og sygedagpengesager.

Rebild Kommune er til gengæld blandt de bedste i landet, når det gælder adgangen til dygtige medarbejdere og evnen til at tiltrække og fastholde borgere og virksomheder. I de to kategorier ligger kommunen henholdsvis nummer 8 og 5 ud af de i alt 93 kommuner, der indgår i undersøgelsen. Tilbagegangen fra sidste år skyldes hovedsagligt, at virksomhedernes vurdering af den overordnede erhvervsvenlighed er faldet. Og at kommunen er helt nede på en plads som nummer 90, når det gælder samarbejdet med private leverandører.

- Rebild og Jammerbugt Kommune har klaret sig rigtig godt i undersøgelsen de seneste år. Og det stemmer også godt overens med den dialog og det samarbejde, vi har med de to kommuner. Der er dog stadig områder i de to kommuner, hvor der tydeligvis er plads til forbedring. Det gælder for eksempel investeringer i veje og transport i Jammerbugt Kommune og brugen af private leverandører i Rebild Kommune, siger DI-formand Peter Rindebæk.

Vesthimmerland er højdespringer

Vesthimmerland er ligesom Aalborg gået kraftigt frem i årets undersøgelse. Efter en kedelig placering som nummer 65 sidste år kan kommunen glæde sig over, at de er hoppet hele 19 pladser frem til en placering som nummer 46. Vesthimmerland klarer sig især godt i forhold til at styrke samarbejdet om at sikre dygtige medarbejdere til virksomhederne.

- Sidste år var erhvervsklimaet i Vesthimmerland præget af politisk uro og nogle konkrete sager, der fyldte meget i medierne. Det ser ud til, at kommunen er ved at genfinde sine ben som en god og seriøs erhvervskommune, og hvis udviklingen fortsætter, kan Vesthimmerland kravle endnu højere op i undersøgelsen næste år, siger DI-formand Peter Rindebæk.

Midt i feltet har Vesthimmerland Kommune selskab af Mariagerfjord Kommune, der indtager en placering som nummer 55 i årets undersøgelse. Det er en lille tilbagegang fra sidste års placering som nummer 49. Mariagerfjord Kommune kan dog være meget været tilfredse med deres gode placering som 19. bedste i landet inden i kategorien Uddannelse.

Se alle resultater på  di.dk/le18 - her kan du sammenligne kommuner og se placeringer i alle kategorierne i DI’s Lokalt Erhvervsklima 2018.

FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA 2018

- DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

- Knap 7.700 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse.

- Her i 2018 er undersøgelsen udvidet med enkelte nye spørgsmål og flere nye statistiske indikatorer. Undersøgelsen giver derfor et endnu mere nøjagtigt billede af kommunernes erhvervsvenlighed. Det betyder dog, at sammenligning med placeringer i tidligere år skal tages med et mindre forbehold. 

- Som noget nyt er resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer også opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

- 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Niels Brandt Petersen

Journalist

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2622 4418
  • E-mail nibp@di.dk
Relateret