29.11.19 Regionalforeninger Nyheder

Erhvervsuddannelsen har givet mig en følelse af at have styr på tingene

Christian droppede universitet, tog en erhvervsuddannelse og blev kåret til Lærlingeprisvinder 2019.

Fakta om lærlinge prisen

DI Hovedstadens lærlingepris uddeles hvert år til en elev eller lærling, der i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt.

Danmark kommer til at mangle tusindvis af faglærte de kommende år. I dag vælger kun cirka 20 pct. en erhvervsuddannelse på landsplan, og det er langt fra nok, hvis virksomheder fortsat skal kunne rekruttere kvalificeret arbejdskraft. DI’s lærlingepris uddeles årligt med henblik på at skabe øget fokus på faglærtes betydning for virksomheder. Vi ønsker at fremhæve de rollemodeller, der kan inspirere andre til at vælge den vej.

Har du en lærling, der fortjener særlig hæder, så indstil ham eller hende til DI Hovedstadens Lærlingepris 2020 inden d. 5. januar 2020 – Læs mere om indstilling til lærlingeprisen og find indstillingsskemaet her.

I foråret modtog Christian Oliver Thorup Henriksen DI’s Lærlingepris 2019. Den blev givet på baggrund af hans imponerende gennemførelse af uddannelsen som handelsassistent samt praktikforløb i virksomheden Acrimo A/S. Vi sætter os og tager en snak om de afgørende uddannelsesvalg, som Christian har truffet og om at finde sig til rette både fagligt og personligt gennem arbejdet i Acrimo A/S.

"Jeg skulle jo lave et eller andet", fortæller Christian om sit meget tilfældige valg af en erhvervsfaglig uddannelse efter at være droppet ud af Copenhagen Business School to gange. Christian opfattede universitetet som det oplagte valg, men følte sig ikke til rette på skolebænken. En stor arbejdslyst førte til, at han startede fuldtid som lagermedarbejder hos Acrimo A/S. En beslutning, der hurtigt viste sig at have afgørende betydning for hans efterfølgende karrierevej. Det er nemlig her, han får lysten og støtten til at påbegynde sin erhvervsuddannelse som handelsassistent. Christians chef i Acrimo A/S beskriver ham som en medarbejder med stort overblik og arbejdskapacitet og som en kollega, der gør det sjovere at være på arbejde. Efter endt uddannelse bliver Christian tilbudt en fast stilling i Acrimo A/S, hvor han fortsat arbejder i dag.

”Fagligheden ligger i dagligdagen i en professionel virksomhed”, siger Christian. Arbejdet i Acrimo A/S står som bærende element i uddannelsesforløbet. Her er der plads til, at Christian kan dyrke sin nysgerrighed og interesser. ”Jeg fandt den selvtillid og ro, jeg ikke fandt på universitetet”, fortæller Christian stolt om forløbet. I det voksne miljø er han i konstant udvikling. ”Det smitter at omgås nogen, der kan trække en op”, siger han og opfordrer andre til at tage en erhvervsfaglig uddannelse, hvis man lærer bedst ved at arbejde med noget i praksis. ”Det var en stor personlig sejr at gennemføre uddannelsen”, siger han.

Christian er blandt de kun 20 pct. unge på landsplan, der går mod strømmen og vælger en erhvervsuddannelse. Han fortæller, at mange har fordomme om det faglige niveau. Det synes han er ærgerligt. Og han er glad for, at han har fået øjnene op for de mange muligheder, som uddannelsen giver. Til december starter Christian i en ny stilling i Acrimo som forhandlerkonsulent. Udover at udvikle sig gennem den praktiske erfaring er der gode muligheder for videre uddannelse, hvis man har taget en erhvervsuddannelse. På trods af travlhed har Christian en ambition om at komme tilbage på skolebænken og videreuddanne sig, og han kunne godt tænke sig at tage enkeltkurser på CPH Business for at understøtte sit arbejde i Acrimo A/S.

Christian beskriver, hvordan han efter en turbulent uddannelsesrejse nu har fundet sig til rette i Acrimo A/S og har en følelse af at have styr på tingene. ”Det har givet mig en stabilitet og et gåpåmod”, siger Christian, der er glad for, at den tilfældige beslutning om at tage en erhvervsuddannelse blev truffet.

Fakta om Christian Oliver Thorup Henriksen

  • Uddannet handelsassistent
  • I praktik i Acrimo A/S
  • Fastansat i Acrimo A/S efter endt uddannelsesforløb
  • Vandt DI Hovedstadens Lærlingepris 2019

Amalie Ulrich

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4675
  • Mobil +45 3016 6519
  • E-mail amul@di.dk

Relateret