13.11.19 Nyheder

Fremtidens fødevarefabrik på Lolland får DI-pris

Allan og Mette Feldt må være et af Danmarks modigste iværksætterpar. De har siden 2015 bygget en ny fabrik op fra bunden for deres egne sparepenge, nemlig virksomheden SEiMEi i Nakskov. Den nye fabrik fremstiller rene og bæredygtige drikkevarer på økologisk frugt og grønt, og parret modtager nu DI Lolland-Falsters Initiativpris for den store satsning.

- Deres satsning viser vejen frem i en tid, hvor forbrugere og virksomheder i hele verden sadler om i en grøn og bæredygtig retning. Virksomheder som SEiMEi gør, at Lolland-Falster napper den danske grønne førertrøje de kommende år, og derfor skal de have prisen, siger formanden for DI Lolland-Falster, Kim Frimann.

Pressen er velkommen til prisoverrækkelse

Torsdag den 14. november 2019 kl. 7.30-8.30

SEiMEi ApS

Sandvikenvej 11, Nakskov

SEiMEi producerer ingefærshots, friskmostede sodavand og Gourmet Vand, men det er sodavand med varemærket WiSH, der lige nu får stor opmærksomhed i hele verden. WiSH sodavand fra SEiMEi er f.eks. bestilt til EXPO-2020 i Dubai, hvor deltagerne kan smage på noget af det bedste fra Lolland-Falster.

- Vi takker for skulderklappet og anerkendelsen fra vores kolleger på Lolland-Falster. Vi kan mærke, at vi får vores gennembrud i netop disse år. Forbrugere og virksomheder i hele verden efterspørger produkter, der helt igennem er bæredygtige. Når det gælder drikkevarer, er vi langt fremme med bæredygtighed, selvom vi foreløbig kun er en lille spiller i fødevarebranchen, siger Allan Feldt.

Markedet har været tøvende de første par år, hvor de store kunder og forbrugerne skulle se det nye 100 pct. bæredygtige produkt an. Men nu er markedet klar, og SEiMEi ansætter snart flere, der skal håndtere de mange henvendelser fra nye kunder. Og i produktionen er der også kommet flere til på det seneste. I dag er de omkring 10 ansatte, hvor Allan de senere år også selv har hjulpet til i produktionen, og Mette har klaret kontorarbejdet.

- Vi har fra starten været drevet af at gøre en forskel. Vi elsker at bygge ting op fra bunden, og med vores nye virksomhed vil vi gerne være med til at bidrage til en bæredygtig fremtid. Derfor møder vi ind hver dag til et meningsfyldt arbejde, og så gør vi bare det, som der skal til, siger Mette Feldt.

Bæredygtighed er for SEiMEi ikke kun et spørgsmål om klimavenlige og naturlige produkter. Virksomheden skal også bidrage til social bæredygtighed. Derfor har Allan og Mette stiftet SEiMEi Fonden, hvor ca. 5 pct. af salgsindtægterne placeres. Foreløbig har SEiMEi Fonden f.eks. støttet lokale spejdere, natteravnene i Rødovre og børneafdelingen på Rigshospitalet.

SEiMEi skal sammen med de øvrige vindere i DI’s 18 regionalforeninger dyste om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag, som er planlagt til ultimo januar 2020.

Fakta om Initiativpris 2019

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds. Det er virksomheder, som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.

Det er DI Sydsjælland, der udpeger den regionale modtager af Initiativprisen. Og det er formanden for DI Sydsjælland, der overrækker prisen. DI Sydsjælland repræsenterer medlemsvirksomheder i de fire kommuner: Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg.

Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering:

Virksomhedens leder har udvist et særligt mod til at gribe nye muligheder på et tidligt tidspunkt. Muligheder som gør, at virksomheden i dag står bedre rustet til at gribe fremtidens muligheder. Hermed ønsker DI at prise modet til at træffe gennemgribende beslutninger - særligt i forhold til emner som: ejerskab og ledelse, sikring af finansiering, tiltrækning af arbejdskraft, internationalisering og produktivitet. Målet er at sætte fokus på det mod og den indsigt, det kræver at igangsætte en markant skalering af virksomheden.

Kontaktpersoner

For yderligere information kontakt:

-          Chefkonsulent i DI Sydsjælland, Kristian Birkegaard, mobil: 6060 0547, mail: krbi@di.dk

-          Presserådgiver i DI, Bo Hjuler, mobil: 2328 4912 og mail: boh@di.dk

-          Formand for DI Lolland-Falster, Kim Frimann, mobil: 6130 1919 og mail: frimann@frimann.nu

Fra SEiMEi ApS:

-     Kommunikationskonsulent Anja Pellegrin, mobil: tlf. 5190 8872 og mail: anja@seimei.me

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk
Relateret