DI's websystemer er lukket for login søndag d. 26. maj pga. vedligeholdelse. Arrangementstilmelding og øvrige loginfunktioner vil være utilgængelige.

Nyheder

DI: Et stærkt Lolland-Falster kræver stærke virksomheder og mere arbejdskraft

Virksomhederne og deres medarbejdere i Lolland og Guldborgsund Kommuner bidrager med hele 4,2 mia. kr. til vores fælles velfærd i skatter og afgifter. Det svarer til en ny Storstrømsbro. Hvert år!

Tallene blev lagt frem på DI Lolland-Falsters erhvervstræf onsdag på Milling Hotel Søpark i Maribo. På erhvervstræffet var fokus især på at få lavet en samlet plan for uddannelserne i området og på at samarbejde om at få flere medarbejdere til virksomhederne i området – herunder om at tiltrække arbejdskraft fra udlandet.

Skatter og afgifter af medarbejdernes løn udgør 3,5 mia. kr. af de 4,2 mia. kr. – det vil sige over 80 pct. af det samlede bidrag.

- Derfor er arbejdskraft og flere medarbejdere så afgørende for Lolland-Falsters fortsatte positive udvikling og for velfærdstilbuddene. Der er brug for at erhvervslivet og kommunerne fremover arbejder tæt sammen om at få uddannet flere unge mennesker, men også om, hvordan vi kan tiltrække flere udenlandske medarbejdere, siger formanden for DI Lolland-Falster, adm. direktør Kim Frimann, Frimann Biler A/S i Nykøbing.

På erhvervstræffet pegede DI på den positive udvikling, som Lolland-Falster har været inde i de seneste år. F.eks. beskæftiger de lokale virksomheder næsten 700 flere medarbejdere i dag end i 2015. Ledigheden på 4,6 pct. er den laveste i 10 år.

- I vores årlige undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima, efterspørger virksomhederne i de to kommuner mere end andre steder i landet flere medarbejdere og bedre muligheder for uddannelse til de unge i området, siger Kim Frimann.

Et vigtigt bidrag til områdets arbejdsstyrke kommer i de her år fra de ældre, som har rundet de 60 år. Samlet set er 2 ud af 3 af de 60-64-årige i dag i job i Danmark. Specifikt for Lolland-Falster er andelen af ældre over 60 år ud af den samlede arbejdsstyrke fordoblet over de sidste 10 år til nu at udgøre 14 pct. af de fuldtidsbeskæftigede.

- Derfor gør det mig bekymret at en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er begyndt at fylde så meget i den politiske debat op til det kommende folketingsvalg. Folk, der er nedslidte, skal naturligvis ikke arbejde, men det er forkert at sende arbejdsduelige seniorer på pension. Det er ikke det, vi har brug for – og slet ikke her i vores område., siger Kim Frimann.

Læs mere om virksomhedernes velfærdsbidrag her

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk
Relateret