03.06.19 Nyheder

DI Vestsjælland: Ny Praktikpladspris går til Poul Johansen Maskiner A/S

Poul Johansen Maskiner A/S i Fårevejle gør, hvad de kan, for at deres lærlinge skal trives i virksomheden. For eksempel bliver lærlingene på Poul Johansen Maskiner A/S taget godt imod og ligestilles med de andre medarbejdere på arbejdspladsen. Det ligger i DNA’et hos Poul Johansen Maskiner A/S at have mange lærlinge og prioritere ressourcer til tilrettelæggelse af deres uddannelsesforløb. Derfor modtager Poul Johansen Maskiner A/S DI Vestsjællands PraktikPladsPris 2019.

PraktikPladsPrisen overrækkes til Poul Johansen Maskiner A/S på DI Vestsjællands Erhvervstræf den 4. juni 2019 af DI Vestsjællands formand, Steen Søgaard, og borgmester Thomas Adelskov fra Odsherred Kommune.

Det er første gang, PraktikPladsPrisen bliver uddelt.

- Poul Johansen Maskiner A/S tager ekstra god hånd om sine elever og lærlinge ved at fokusere på de sociale rammer for at sikre trivsel på arbejdspladsen. Virksomhedens elever og lærlinge opfattes som en del af ”Poul Johansen-familien” fra dag ét, og på virksomheden går høj faglighed og social fokus hånd i hånd. Det er fuldt fortjent, at Poul Johansen Maskiner A/S er årets vinder af PraktikPladsPrisen og et godt eksempel for andre på, hvordan man kan gøre en indsats for at uddanne fremtidens arbejdskraft, siger Steen Søgaard, fabriksdirektør på H. Lundbeck A/S og formand for DI Vestsjælland.

- Vi er meget stolte af at have en virksomhed som Poul Johansen Maskiner A/S i vores kommune. På Poul Johansen Maskiner A/S har de altid haft blik for mennesket og været dygtige til at tage mange lærlinge og elever. Det er helt naturligt for virksomheden at have fokus på unge og deres tilgang til erhvervslivet. DI’s PraktikPladsPrise er en anerkendelse til Poul Johansen Maskiner A/S for deres flotte arbejde gennem tiden med at motivere og oplære unge til deres fremtidige arbejdsliv, siger borgmester Thomas Adelskov, Odsherred Kommune.

Stor mangel på faglærte
DI uddeler i både 2019 og 2020 en PraktikPladsPris til 25 medlemsvirksomheder fra hele landet. Virksomheder, der gør en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Knap hver femte virksomhed, i de brancher DI repræsenterer, har forgæves forsøgt at rekruttere nye faglærte medarbejdere. Udfordringen vil ikke blive mindre, efterhånden som flere ældre årgange går på pension. Fremtidens faglærte skal uddannes i dag.

Det er derfor afgørende, at virksomheder opretter flere praktikpladser til lærlinge og elever, så vi kan få flere dygtige faglærte. Mange virksomheder hos DI gør det allerede godt, og nogle af dem ønsker vi at hædre og fremhæve som gode eksempler for andre virksomheder i hele landet.

Prisuddeling finder sted på:

DI Vestsjællands Erhvervstræf den 4. juni kl. 9–12 på Kragerup Gods, Kragerupgårdsvej 33, 4291 Ruds-Vedby.

Tid: Tirsdag den 4. juni kl. 9.00-12.00

Flere oplysninger:

Chefkonsulent Allan Munch Mortensen, DI Vestsjælland, 3083 1077

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk
Relateret