24.01.20 Regionalforeninger Nyheder

Vi skal erobre den digitale førertrøje

Virksomhederne skal udnytte de digitale muligheder, der venter i det nye årti. Det bliver afgørende for at klare sig i konkurrencen. Heldigvis har vi et godt udgangspunkt, mener formanden for DI Roskilde/Køge Bugt.

Her ved indgangen til et nyt årti, kan det være en sjov øvelse at tænke på, hvordan virksomhederne og samfundet ser ud om ti år, når vi træder ind i 30’erne. Personligt håber jeg, at vi er kommet op i et meget højere digitalt gear.

Kunstig intelligens, robotter og andre digitale teknologier er hastigt ved at ændre vores jobfunktioner og vores samfund. Avanceret teknologi kan være med til at løse mange udfordringer. Men det er vigtigt, at vi udvikler og implementerer de digitale løsninger ansvarligt, bæredygtigt og med et klart formål.

Jeg mærker selv digitaliseringens indmarch som adm. direktør i CKJ Steel A/S. Vi producerer tanke og rørsystemer til procesanlæg, der bl.a. bliver brugt i medico-, energi- og industrivirksomheder. Vores kunder efterspørger i stadig højere grad digital dokumentation for alle processer, når vi bygger nye procesanlæg. Det stiller krav til, at vi hele tiden tilpasser vores forretning digitalt, så vi lever op til forventninger fra vores kunder.  

Men digitaliseringen og de mange nye muligheder rummer ikke kun fordele. Antallet af hacker-angreb og anden it-kriminalitet er eksploderet de seneste år. Jeg hører fra flere virksomheder i lokalområdet, at de har forbudt brugen af USB-nøgler på deres arbejdspladser. De arbejder i stedet i cloud-baserede løsninger til deling af filer – alene med det formål at minimere risikoen for hacking. Det kan måske lyde som et drastisk skridt, men det er desværre nødvendigt. Virksomhederne skal i dag være forberedt på det værst tænkelige, så uvedkommende gæster får kamp til stregen.

Danmark er et af de lande, der er kommet længst med digitaliseringen. Men vi skal fortsætte med at gøre en indsats, så vi ikke inden for kort tid bliver overhalet indenom af andre fremadstormende digitale nationer. Det stærke digitale udgangspunkt er ikke i sig selv interessant. Det er derimod det samfund, de virksomheder og de mange arbejdspladser, vi kan skabe, når danske styrker som tillid, design, bæredygtighed, kompetencer og godt købmandsskab kobles sammen med nye digitale teknologier.

Det er også baggrunden for, at vi i DI Roskilde/Køge Bugt har dedikeret hele vores erhvervstræf i 2020 til den digitale omstilling, som rigtig mange sjællandske virksomheder står over for netop nu. Vi holder erhvervstræffet på Ledreborg Slot den 6. maj 2020 og vil gennem hele dagen sætte spot på, hvordan vi ruster virksomheder fra vores lokalområde til at angribe de digitale muligheder og udfordringer.

Mit håb for det nye årti er derfor, at vi sammen ruster det sjællandske erhvervsliv bedst muligt, så virksomhederne får mod og evner til at tage den digitale førertrøje på.

Artiklen er også bragt i ErhvervSjælland torsdag den 23. januar 2020

Yderligere oplysninger fås hos projektleder i DI Regionalforeninger, Jes Lerche Ratzer, tlf. 3377 4518, e-mail: jelr@di.dk

Skrevet af:

Carsten K. Jensen, formand for DI Roskilde/Køge Bugt