Set fra venstre: Direktør for Landia Steen Buhl, DI næstformand Region Midt Vest Tommy Rahbek Nielsen og borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard. Foto: Michael Jul-Nørup Pedersen, DI

01.12.20 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Pumper til hele verden giver initiativpris

Det, der begyndte med hånddrevne pumper til de lokale bønder omkring Lem Stationsby, er blevet til en global virksomhed, der leverer avancerede og kraftige pumper til spildevandsanlæg over hele verden. Endda på en måde som medvirker til at sikre størst mulig bæredygtighed som følge af lang levetid og lave energi- og driftsomkostninger. Det anerkender DI Midt Vest ved at give virksomheden Landia A/S i Lem St. DI Midt Vests Initiativpris 2020.

Det, der begyndte med hånddrevne pumper til de lokale bønder omkring Lem Stationsby, er blevet til en global virksomhed, der leverer avancerede og kraftige pumper til spildevandsanlæg over hele verden. Endda på en måde som medvirker til at sikre størst mulig bæredygtighed som følge af lang levetid og lave energi- og driftsomkostninger. Det anerkender DI Midt Vest ved at give virksomheden Landia A/S i Lem St. DI Midt Vests Initiativpris 2020.

- Landia er endvidere i den grad med til at sætte både Lem og Midt- og Vestjylland på verdenskortet. Derfor er det oplagt, at de skal belønnes med vores initiativpris, siger Tommy Rahbek Nielsen, næstformand i DI Midt Vest, som overrakte prisen til Landia.

Landia får både prisen for igennem mange år at have præsteret gedigne resultater. Men også for med sin produktudvikling at bidrage til den grønne omstilling – og dermed CO2 reduktion – over hele verden. Ved at optimere og integrere processer hvori Landis pumper indgår, kan der tilvejebringes en stigende del af energien til at håndtere spildevand mv. fra processen selv.

- Landia viser med sin indsats, at grøn omstilling går fint hånd i hånd med vækst og nye arbejdspladser, siger Tommy Rahbek Nielsen.

Landia har under coronanedlukningen arbejdet ihærdigt på at komme tættere på kunderne i hele verden i den fælles interesse at sikre problemfri drift af pumperne. Det er blandt andet sket ved hjælp af bedre varslingssystemer for pumpernes tilstand og intelligente lagerløsninger i forsøg på at have erstatningsprodukter tæt på kunderne. Denne coronaservice er en væsentlig konkurrenceparameter, da pumperne ofte indgår i kritisk infrastruktur, for eksempel til håndtering af spildevand.

- Landia er jo en del af den helt særlige Lem-industrihistorie om ildsjælen Smed-Hansen, der huserede i starten af 1900-tallet med nye ideer og dygtige svende, som han opfordrede til at blive selvstændige. Det er der kommet flere spændende virksomheder ud af, blandt andet Landia, men også Vestas, hvor jeg har min daglige gang, fortæller Tommy Rahbek Nielsen i forbindelse med prisoverrækkelsen.

I Landia er de stolte over prisen.

- Vi er meget stolte over at modtage Initiativprisen i DI Midt Vest. Det er et skulderklap, som, jeg også håber, vil give genlyd i området. Det går nemlig rigtig godt for os, men både vi og mange andre virksomheder mangler nemlig dygtige folk, hvis vi skal kunne blive ved med at følge med den stigende efterspørgsel, vi oplever. Initiativprisen kan være med til at give os en positiv kant, når vi konkurrerer om at tiltrække gode medarbejdere, siger adm. dir. i Landia Steen Buhl Larsen.

Om Landia

Landia leverer pumpe- og omrøringsløsninger til mange forskellige brancher, hvoraf de vigtigste er landbrug, spildevand, biogasanlæg og fiskeindustri. Generelt vil man kunne finde Landias produkter, hvor der er et besværligt medie, som skal enten pumpes eller omrøres.

I dag har Landia datterselskaber i England, Tyskland, Norge og USA og eget salgskontor i Kina. Derudover afsættes Landias produkter i 45 lande verden over.

I dag er der yderligere fokus på at producere pumper, som bidrager til den grønne omstilling. Eksempelvis pumper til et vandrensningsanlæg i Severn Trent (Birmingham området), som medvirker til, at anlægget kan producere 30 procent mere grøn energi fra anlægget.

Landia er fortsat ejet af Ølgaard familien og Landia Fonden.

Overrækkelse af initiativprisen

Sammen med Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard, overrakte næstformand for DI Midt Vest, Tommy Rahbek Nielsen, Initiativpris 2020 til Landia A/S. Det skete i Landias kantine i Lem onsdag den 2. december 2020, kl. 13.00.

Med DI Midt Vests Initiativpris 2020 er Landia A/S en af i alt 18 kandidater til DI’s nationale Initiativpris, der overrækkes på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder til januar.

Yderligere oplysninger kan fås hos chefkonsulent Michael Jul-Nørup Pedersen, mail: mjnp@di.dk, tlf.: 2924 7009 eller presserådgiver Lars Bøgeskov på LARB@di.dk eller tlf. 2236 3138.

Michael Jul-Nørup Pedersen

Michael Jul-Nørup Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4588
  • Mobil +45 2924 7009
  • E-mail mjnp@di.dk

Relateret