Formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg og borgmester i Horsens Peter Sørensen uddelte DI Horsens InitiativPris 2020 til adm. direktør i FH Automation Lars Farsø

14.12.20 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Virksomhed med vokseværk vinder DI Horsens InitiativPris 2020

FH Automation er vokset, både hvad angår antallet af medarbejdere, kvadratmeter og omsætning. Den næsten 100 år gamle virksomhed med rødder i Horsens vinder DI Horsens InitiativPris 2020

Ambitionen hos FH Automation er intet mindre end at undgå tunge løft og ensidigt arbejde hos medarbejdere på industrivirksomheder i hele Danmark. Den ambition har givet vækst og arbejdspladser i Horsens og Ringsted, og virksomheden vinder derfor DI Horsens InitiativPris 2020.

Virksomheden producerer og leverer Software, el-tavler og systemløsninger til industrivirksomheder. F.eks. har de bygget en industrirobot til at flytte kasser fyldt med leverpostej og en robotcelle som sikrer, at f.eks. marmeladeglas pakkes i kasser, så etiketten altid vender frem mod kunden, så det er hurtigt at fylde hylderne op ude i butikkerne.

- FH Automation gør det muligt for andre virksomheder både at skabe bedre arbejdsmiljø og samtidig øge produktiviteten. Det kræver høj faglighed, kreativitet og ikke mindst et hold af dedikerede medarbejdere. Stort tillykke til FH Automation der hver dag hjælper danske virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige. Det er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Horsens og resten af Danmark, siger formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg.

I 2006 købte de to medarbejdere Lars Farsø og Leif Rasmussen virksomheden FH Automation, og de står i dag i spidsen for virksomheden som henholdsvis administrerende direktør og salgsdirektør. Siden overtagelsen i 2006 er antallet af medarbejdere vokset fra 21 til i dag lidt over 60. FH Automation er også vokset ud af de oprindelige lokaler og breder sig i dag over 4.000 kvadratmeter produktion og 2.000 kvadratmeter kontor og mødelokaler.

- FH Automation startede tilbage i 1921 med Rasmus Hansens Elektromotorer reparation, så virksomheden har overlevet mange samfundskriser igennem de seneste snart 100 år. Også her under coronakrisen har virksomheden klaret sig godt og endda ansat flere folk, ligesom også omsætningen er steget, siger formand Johannes Saugbjerg, DI Horsens.

DI Horsens InitiativPris 2020 blev uddelt den 15. december af borgmester i Horsens Peter Sørensen og formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg.

- Når vi hjælper en kunde med at automatisere en opgave, er det ud fra devisen om, at virksomheden skal kunne øge produktionen og samtidig give medarbejderne en arbejdsplads, der slider mindre på kroppen. Vi er utrolig stolte af, at DI Horsens har peget på, at vi skal modtage InititaivPrisen 2020. Vi gør jo bare vores arbejde. Men det betyder noget at få et skulderklap, og at nogen lægger mærke til det, vi laver, siger administrerende direktør i FH Automation Lars Farsø.

Fakta om DI Horsens InitiativPris 2020

InitiativPrisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt mindre og mellemstore virksomheder i Danmark. Vinderen skal være en SMV-virksomhed med under 100 ansatte. Vinderen er en virksomhed, som kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.

Der findes 18 regionale prisvindere, som går videre til en landskonkurrence, hvor vinderen udpeges på SMV-dagen i marts 2021.

For yderligere information kontakt:

Formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg, telefon 3027 4929 eller chefkonsulent Anette Sørensen, telefon 3036 0265.

 

Skrevet af:

Leila Jensen