15.09.20 Regionalforeninger Nyheder

Fra universitetsbænken til talentfuld lagermedarbejder

Egentlig var han gået i gang med at læse historie på Aarhus Universitet. Men tvivlen nagede, om det nu også var noget for ham. Så han valgte i stedet at opsøge transportvirksomheden DTK, Dansk Transport Kompagni i Padborg og gå i gang med en uddannelse som lager- og terminaldisponent. Det skifte har været så succesfuldt, at Nicolaj Nordsted Sørensen nu modtager LærlingePrisen 2020 for DI Sønderjylland.

Både fagligt og socialt er kvaliteten i højsædet hos årets lærlingeprismodtager Nicolaj Nordsted Sørensen. I forbindelse med at tage uddannelsen som lager- og terminaldisponent har han udmærket sig med de højeste karakterer, og ved sin afslutning på EUC modtog han en ærespris for at være en god kammerat og socialt engageret.

Som lager- og terminalmedarbejder arbejder man med transport, lagerstyring og distribution af varer og gods. Og logistikchefen på virksomheden har været godt tilfreds med den 27-årige lærling.

- Nicolaj er af væsen en glad, udadvendt og humoristisk ung mand. Han har stærke kommunikative evner, som han bruger flittigt. Hans humør smitter, og desuden har han en venlig opførsel og rummer et kæmpe service-gen. Nicolaj er også en nysgerrig person og trives med nye opgaver og med at lære fra sig til sine kolleger. Specielt vil jeg også fremhæve Nicolajs digitale evner, som han bruger dagligt i vores it og vort elektroniske scannersystem, siger logistikchef Martin Holm Johannsen.

Formand for DI Sønderjylland Hans Olling glæder sig over, at der er mange dygtige og engagerede lærlinge og elever på virksomhederne i det sønderjyske.

- Dem har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne i Sønderjylland skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Her er Nicolaj Nordsted Sørensen en solstrålehistorie, siger formanden for DI Sønderjylland.

Hans Olling finder det vigtigt, at der også kommer fokus på de virksomheder, som tager ansvar for at uddanne fremtidens sønderjyske faglærte.

- Lærlingeprisen er selvfølgelig Nicolajs pris, men Dansk Transport Kompagni skal også fremhæves, fordi de har lærlinge. Vi har brug for at få uddannet flere faglærte, og det er meget vigtig, at lærlinge og elever kan få en læreplads. Det er ude på virksomhederne, at de unge finder ud af, hvordan faget fungerer i virkeligheden, og hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, siger formanden.

Også Aabenraas borgmester Thomas Andresen glæder sig over at kunne være med til at fejre en dygtig lærling.

- Der findes vel næppe noget mere meningsfyldt end at hædre et dygtigt menneske som Nicolaj Nordsted Sørensen. Og med bopæl i Aabenraa er han en, der med stor sandsynlighed kommer til at give et væsentligt bidrag til byens erhvervsliv i fremtiden. Og det gælder jo uanset, om det nu er som lager- og terminaldisponent, snedker, glarmester eller flymekaniker, eller det handler om lagerstyring, høvlebænken, frisørsaksen eller kokkehuen, siger borgmesteren.

Fakta:

DTK, Dansk Transport Kompagni A/S arbejder med næsten 30 år på bagen inden for transport, lager og logistik i både Danmark og udlandet.

Pressen er velkommen til prisoverrækkelsen:

Torsdag den 17. september 2020 kl. 10
hos DTK, Dansk Transport Kompagni A/S, Hermesvej 18, DK-6330 Padborg

Fakta om LærlingePrisen 2020

På tværs af hele landet findes lærlinge og elever, der har udmærket sig fagligt eller socialt hos den virksomhed, hvor de er i praktik. Det kan være lærlinge og elever, der tager et ekstra ansvar, når der er tryk på i dagligdagen, eller som bidrager til at skabe et godt socialt sammenhold på virksomheden. Med LærlingePrisen kan virksomheden give en god medarbejder et ekstra skulderklap.

Prisen uddeles årligt på enten regionalforeningens Erhvervstræf eller på virksomheden. Alle DI-medlemsvirksomheder kan indstille en lærling eller elev fra deres virksomhed. 

Kontaktpersoner
For yderligere information kontakt regionalforeningskonsulent i DI Sønderjylland, Gordon Trier Holm, på tlf.: 2949 4606 og mail: gth@di.dk eller pressekoordinator i DI, Lars Bøgeskov, på tlf. 2236 3138 og mail: larb@di.dk  

Medejer Susanne Provstgaard, DTK, Dansk Transport Kompagni A/S, på tlf: 2092 2276, sp@dtk.dk

Formand for DI Sønderjylland Hans Olling, på tlf: 4052 6511 og mail: ho@sintermetal.dk

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret