01.02.21 Regionalforeninger Pressemeddelelser

WindowMaster åbner vinduer til verden og hædres med DI-pris

Coronakrisen har ikke bremset WindowMasters ambitioner om et globalt gennembrud. Virksomheden i Vedbæk gentænkte forretningen og har formået at fastholde aktiviteten i en svær periode. WindowMaster er et forbillede i dansk erhvervsliv og modtager derfor DI Hovedstadens Initiativpris 2020.

Da den globale pandemi lukkede verden ned i marts sidste år blev WindowMaster hårdt ramt. Salget og aktiviteter gik næsten i stå fra den ene dag til den anden, og produktionen i Tyskland blev sat på lavt blus. Sælgerne kunne ikke rejse nogle steder. Det har dog ikke skræmt Erik Boyter, adm. direktør i WindowMaster, der hurtigt omstillede sin cleantech-virksomhed.

- Vi vendte forretningens marketingsstrategi helt, og der blev sat fokus på online promovering. Vi satte alle investeringer ind på diverse digitale marketings- og salgsaktiviteter. Så selvom vi ikke kunne rejse nogen steder, så skulle budskabet om vores løsninger stadig ud, siger Erik Boyter.

Den satsning var rigtig og har betydet, at virksomheden nu er oppe på samme aktivitetsniveau som før krisen, og deres fremtidsudsigter har udviklet sig positivt. WindowMaster står nu så stærkt, at de i oktober blev noteret på Nasdaq First North Growth Market Denmark.

- WindowMaster, Erik Boyter og hele teamet bag har vist, at hvor der er vilje, er der vej. Det har krævet store forandringer og store investeringer at vende nedlukning til fremgang. Forretningen er blevet gentænkt, og det internationale gennembrud er blevet en realitet på trods af krisen. Det fortjener hæder, siger Peter Lanng Nielsen, formand i DI Hovedstaden.

Udover at være kommet styrket ud af krisen, ved at vende virksomhedens salg og marketing fra personbåret til digital, så prioriterer WindowMaster også bæredygtighed i deres globale drift og i de løsninger, som de leverer.

At WindowMaster er en af de virksomheder, som er med til at gøre Danmark til en grøn førernation, har også haft betydning for valget af dem som årets vinder af initiativprisen.

- WindowMaster er en af de virksomheder, som skal være med til at løfte os videre, når verdensmarkederne åbner igen. Investeringer i den grønne omstilling kommer til at være centrale, når vi skal have gang i økonomien efter coronakrisen. Og så står WindowMaster kun endnu stærkere med deres innovative løsninger på naturlig ventilation, siger Peter Lanng Nielsen.

Prisen blev uddelt af Peter Lanng Nielsen, der er for formand for DI Hovedstaden, 2. februar hos WindowMaster.

Kontakt chefkonsulent Anne Ginderskov Hansen, angh@di.dk, tlf.: 4079 5870

Fakta om Initiativpris 2020

Hvert år uddeler DI’s 18 regionalforeninger en initiativpris til en af områdets små eller mellemstore virksomheder. Prisen er en hyldest til de virksomheder i DI’s medlemskreds, som i særlig grad har udvist initiativ, vækst og virkelyst.

Prismodtagerne er virksomheder, der kan fremhæves for gode vækstinitiativer og fremstår som inspirerende rollemodeller for andre virksomheder.

De 18 vindere dyster om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag i marts 2021.

Anne Ginderskov Hansen

Anne Ginderskov Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4841
  • Mobil +45 4079 5870
  • E-mail angh@di.dk

Relateret indhold