16.06.21 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Fra varme hænder til effektiv lagerstyring

Egentlig lå der forude en karriere inden for en branche med de såkaldte varme hænder. Men efter at have prøvet at arbejde på lager hos F&H, så blev det i stedet til et voksenelevforløb med en uddannelse som lager- og logistikoperatør. Og det går så godt, at Nanna Krogh Andersen nu modtager Lærlingeprisen 2021 for DI Silkeborg-Viborg.

Hun havde været i gang med grundforløbet på social- og sundhedsuddannelsen samt pædagogisk assistentuddannelsen. Men i stedet blev det til en uddannelse som lager- og logistikoperatør, der sluttes til september. Men for Nanna Krogh Andersen var det skifte så godt, at hun gerne slår et ekstra slag for faget over for andre unge, som evt. kunne være interesserede, så som elever på grundforløbet på UCH i Holstebro blandt andet ved at lave en video. Udover det får hun en masse ros af hendes arbejdsplads som den fagligt dygtige, hvor hun er nysgerrig og proaktiv og som værende et smilende og imødekommende væsen.

Hun modtager derfor – som en ren overraskelse – Lærlingeprisen 2021 for DI Silkeborg-Viborg på virksomheden torsdag den 17. juni kl. 9.

Nanna Krogh Andersen startede hos F&H med at arbejde som lagerarbejder. Men ret snart fik hun mod på mere. Så det endte med, at hun nu er i gang med et voksenelev-forløb og dermed i gang med uddannelsen som lager- og logistikoperatør. Og det er de glade for hos F&H.

- Det er en fornøjelse at have Nanna som medarbejder. Nanna tager initiativ, har et godt hoved, og hænderne er skruet rigtig på, siger IT- og logistikdirektør Ruddi Vestergaard Nielsen fra virksomheden.

Bestyrelsesmedlem i DI Silkeborg-Viborg Pia Grandelag har være med til at udvælge prismodtageren blandt en række andre gode indstillede kandidater. Og hun glæder sig over at kunne være med til at overrække prisen.

- Talenter som Nanna Krogh Andersen har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne i Midtjylland skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Her er Nanna Krogh Andersen her på F&H en solstrålehistorie, siger Pia Grandelag, der også er adm. direktør på Inventa A/S.

Også borgmester Ulrik Wilbek deltager i forbindelse med overrækkelsen af prisen. Han er ganske stolt over, at der ikke blot er dygtige virksomheder i kommunen, men at der også er dygtige lærlinge på nogle af virksomhederne, som udgør en stor inspiration for andre unge.

- Vi er nødt til at holde fokus på, at der er for få unge, der direkte efter grundskolen ser det som en mulighed at tage en erhvervsuddannelse. Så det gælder derfor om at åbne flere unges øjne for, at en erhvervsuddannelse er et godt karrierevalg, siger Viborgs Kommunes borgmester Ulrik Wilbek.

 

NB!!!! Husk at Nanna Krogh Andersen ikke på forhånd ved, at hun kommer til at modtage prisen, men bliver overrasket på selve dagen, hvor virksomheden under andet påskud sikrer sig, at hun er på arbejde på dagen.

Pressen er velkommen til prisoverrækkelsen:
Torsdag den 17. juni 2021 kl. 9

hos F&H of Scandinavia A/S, Gl. Skivevej 70, 8800 Viborg

Fakta om LærlingePrisen 2021

På tværs af hele landet findes lærlinge og elever, der har udmærket sig fagligt eller socialt hos den virksomhed, hvor de er i praktik. Det kan være lærlinge og elever, der tager et ekstra ansvar, når der er tryk på i dagligdagen, eller som bidrager til at skabe et godt socialt sammenhold på virksomheden. Med LærlingePrisen kan virksomheden give en god medarbejder et ekstra skulderklap.

Prisen uddeles årligt på enten regionalforeningens erhvervstræf eller på virksomheden. Alle DI-medlemsvirksomheder kan indstille en lærling eller elev fra deres virksomhed.

Fakta

F&H Group A/S er Skandinaviens førende brandhouse inden for ’Kitchen Living Dining’ til faghandel, dagligvarehandel og B2C. Sortimentet på ca. 12.000 varer er fordelt på over 40 stærke brands – flere af dem egenejede.

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold