Fra venstre ses: formand for erhvervsudvalget Lars Lindskov (K), borgmester Tomas Breddam (S), Pia Larsen, MJ Service A/S, Morten Hovmøller, Gorm Hansen & Søn A/S, Martin Vestergaard, Power Stow A/S, erhvervschef Jens Thornsen

31.03.22 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Tættere samarbejde mellem DI og Roskilde Kommune skal få flere til at tage en faglig uddannelse

Efter en længere corona-pause var repræsentanter for DI Roskilde/Køge Bugt onsdag på besøg på Roskilde Rådhus for at drøfte erhvervspolitik med borgmester Tomas Breddam i spidsen. Erhvervslivet og kommunen har mange fælles dagsordener og var blandt andet enige om at hjælpe hinanden med at få flere unge til at søge en faglig uddannelse.

Kun knap 14 procent af de elever, der forlader skolen i Roskilde i år, har søgt ind på en erhvervsuddannelse. Det er alt for få, var der enighed om. Virksomhederne mangler allerede nu faglærte som f.eks. industriteknikere og håndværkere. En udfordring, som et tæt samarbejde mellem de lokale virksomheder og kommunens skoler, kan være med til at løse. Direktør Morten Hovmøller fra entreprenørvirksomheden Gorm Hansen & Søn A/S fortalte, hvordan hans virksomhed har haft besøg af klasser fra bl.a. Trekronerskolen. Han har også gode erfaringer med at have elever i erhvervspraktik og deltage på uddannelsesmessen på Katedralskolen.

Borgmester Tomas Breddam og formand for Roskilde Kommunes Erhvervsudvalg Lars Lindskov var enige i, at der skal mere samarbejde til på uddannelsesområdet.

 - Kommunen har allerede et stort signaturprojekt, som skal hjælpe unge, der ikke kommer i gang med en uddannelse, videre. Vi har også en ambition om, at 15 procent af en ungdomsårgang skal få en erhvervsuddannelse. Derfor  skal vi også hjælpe hinanden med at få fat i de unges mødre, der i høj grad er med til at præge deres valg af uddannelse, sagde Tomas Breddam.

Erhvervsgrunde og flere uddannelsespladser er godt nyt

Der blev også vendt mange andre emner på dialogmødet. Kommunen gennemgik udviklingen i de tre erhvervsområder ved hhv. Trekroner, Risø Park ved Risø og Store Hede

Gennem flere år har Erhvervsudvalget presset på for at få udlagt flere erhvervsarealer, og med de tre store områder, som Byrådet har bragt i spil, åbner der sig helt nye muligheder for at fastholde og tiltrække virksomheder og arbejdspladser, sagde formand for kommunens erhvervsudvalg Lars Lindskov.

Udvalgsformanden glæder sig over, at en række virksomheder, der passer godt ind i Roskilde Kommunes ønsker til erhvervsprofiler, allerede har vist deres interesse for etablering.

Seneste udspil fra Folketinget om 400 nye uddannelsespladser på kandidatuddannelsen på DTU Risø vil give mange muligheder for samarbejde med de lokale virksomheder og for at etablere nye cleantech-virksomheder i området. En udvikling, som DI Roskilde/Køge Bugt glæder sig over og ser frem til.

Helen Jensen

Helen Jensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0150
  • Mobil +45 2124 4702
  • E-mail hje@di.dk

Relateret indhold