Jens Bjerg Sørensen bliver kåret som Årets Æreshåndværker 2022.

Fotograf: Flemming Jeppesen
22.04.22 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Medaljefonden kårer: Topchefen for Schouw & Co

Han er den længst siddende topchef i et større dansk børsnoteret selskab. Kun overgået af Jyske Banks Anders Dam, der har fem års længere anciennitet. For vores mand har i snart 22 år været topchef for et af de få tilbageblevne industri-konglomerater i Danmark, børsnoterede Schouw & Co. Og det har været med så stor succes, at Jens Bjerg Sørensen nu bliver kåret som Årets Æreshåndværker 2022.

Årets Æreshåndværker ser ikke sig selv, som en, der har haft som direkte mål at blive topchef. Men han har set sig selv som værende generelt heldig, at have været de rigtige steder på de rigtige tidspunkter og at have været heldig, at hans chefer gav ham chancen. Ifølge ham selv ville intet af det, han har opnået, være kommet til ham, hvis ikke han også havde været flittig.

For ham var finanskrisen undervejs noget af det værste, han har oplevet, men han endte med at kunne bruge sine erfaringer fra finanskrisen, da coronakrisen ramte.

Og ganske nyligt er Årets æreshåndværker blevet ny bestyrelsesformand for store industrikoncern Danfoss med hovedsæde på Als. Og nu er han blevet kåret som Årets Æreshåndværker 2022.

Det skete onsdag den 20. april på Aarhus Rådhus i forbindelse med Medaljefondens medaljeuddeling til Østjyllands 21 bedste lærlinge, som Aarhus Haandværkerforening, DI Østjylland, DI Silkeborg-Viborg og DI Randers-Norddjurs står for.

Han kommer oprindeligt fra Billund, hvor hele hans familie trådte deres sko i LEGO, så umiddelbart kunne det også have været vejen frem for vores æreshåndværker. Men der var andre planer. Turen gik først til handelsgymnasiet i Vejle og videre til Den Danske Købmandsskole i London.

Siden kom han ind på en ny uddannelse som akademi-økonom i København kombineret med en læreplads hos Imerco, hvor han efter endt uddannelse fik job som PA’er for direktion og lavede der en række af analyser. Da han skulle præsentere en af de analyser, fik det den konsekvens, at han blev leder af en afdeling med ti medarbejdere og på den måde leder i en ganske ung alder – blot 23 år.

Videre frem fik vores æreshåndværker stadigt mere ansvar og kom siden til en lignende lille virksomhed i Aarhus som direktør. Og siden er det gået slag i slag – ikke mindst båret af, at vores æreshåndværker godt kan lide at sætte en retning og er lidt af en menneskekender.

Han har været adm. direktør for Ancher Iversen A/S (som nu hedder Aida), b-s specialfoder (som nu hedder Best Friend) og BioMar, inden han i 2000 blev adm. direktør for Schouw & Co.

Onsdag den 20. april kl. 17 blev manden bag hele denne succes kåret på Aarhus Rådhus.

Fakta

Medaljefonden:

Fonden arbejder for at tiltrække interesserede og kvalificerede unge til erhvervsfaglige, tekniske og håndværksmæssige uddannelser samt at højne det faglige uddannelsesniveau blandt lærlinge inden for industri og håndværk.

Til det formål belønner Medaljefonden hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer, og i helt særlige tilfælde legater. Mere på www.medaljefonden.dk

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold