CEO Rene Jørgensen, Farmdroid, de to grundlæggere af Farmdroid Kristian og Jens Vest Warming, formand for DI Sydvestjylland Jesper Toft Mathiasen, Regional Vice President, Lineage Logistics

16.01.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Vejen-virksomhed vinder pris for robot til landbruget

En af Vejens virksomheder er i fuld gang med et bæredygtigt erhvervseventyr, som nu bliver belønnet med en flot pris af DI.

Verdens første fuldautomatiske robot, der kan udføre både såning og lugning af afgrøder og ovenikøbet kører på solenergi. Sådan en robot har den forholdsvis nye virksomhed FarmDroid i Vejen udviklet.

Virksomheden, der startede i 2018, sælger allerede den fuldautomatiske robot til landbrug over hele verden. Dermed er FarmDroid med til at hjælpe landmænd med at dyrke jorden økologisk og CO2-neutralt.

FarmDroids robotter bliver samlet i Vejen af komponenter leveret af underleverandører, hvoraf mange er fra lokalområdet.

Det er baggrunden for, at FarmDroid nu får DI Sydvestjyllands Initiativpris.

Initiativprisen uddeles tirsdag den 17. februar kl. 8.00 hos FarmDroid ApS, Industrisvinget 5, 6600 Vejen.

Overrækkelsen af prisen sker med deltagelse af Vejens borgmester Frank Schmidt-Hansen og formand for DI Sydvestjylland, Jesper Toft Mathiasen, Regional Vice President i Lineage Logistics.

Pressen inviteres hermed til at deltage ved overrækkelsen.

- DI Sydvestjyllands bestyrelse vil gerne med tildelingen af årets initiativpris anerkende FarmDroids indsats. Vi er meget imponeret over den innovative tilgang, som virksomheden viser. Både i forhold til at udvikle et helt unikt produkt som er med til at sikre et bæredygtigt landbrug. Men også i forhold til på ganske få år at have udviklet en iværksætterdrøm til en voksende virksomhed, siger formand for DI Sydvestjylland, Jesper Toft Mathiasen, der er Regional Vice President i Lineage Logistics.

FarmDroids robot sår afgrøden på nogle bestemte koordinater, som den husker undervejs. Efterfølgende kører den ud på samme mark, hvor den ud fra de kendte koordinater på planterne ved nøjagtig, hvor afgrøden er placeret, og dermed ved den, hvor den skal luge, og hvor den ikke skal.

FarmDroid dyrker jorden økologisk og CO2 neutralt uden risiko for at ødelægge jordens mikrostruktur på grund af tungt materiel. Robotten er let i forhold til de store maskiner, som man ellers kører rundt med på marken for at fjerne ukrudt.

Fremdriften sker med el-motorer, der forsynes med strøm fra solceller monteret oven på robotten. Solenergien lagres i en batteribank, hvilket sikrer energi nok til, at den de fleste dage kan holde sig selv i gang 24 timer i døgnet.

Der er to forklaringer på det lave energiforbrug: For de første går redskaberne ikke ret dybt ned i jorden. For det andet kører robotten relativt langsomt.

Den gennemgående idé har været den samme siden begyndelsen: Frøet placeres uhyre præcist. Robotten husker, hvor frøet ligger, og når den skal luge, luger den lige så forsigtigt uden om den spirende plante.

- Langt de fleste danske virksomheder er i disse år i fuld gang med at finde løsninger i forhold til den grønne omstilling. Det er virkeligt et område, hvor virksomhederne tager ansvar. Derfor er det også så godt at kunne give DI Initiativprisen til en virksomhed, som har vist at det kan lykkes at skabe helt nye løsninger, siger Jesper Toft Mathiasen.

FAKTA OM INITIATIVPRISEN

Initiativprisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Særligt kriterie: Innovation og nye løsninger

Virksomheden har skabt et stærkt grundlag for vækst ved at tænke innovativt og skabe nye bæredygtige løsninger i en verden præget af forandring og usikkerhed med stigende materialepriser, usikre globale forsyningskæder og mangel på medarbejdere.

Vinderen af Initiativprisen 2022 i Trekantområdet dyster senere på året mod Initiativprisvindere fra DI’s øvrige 17 regionalforeninger om den landsdækkende InitiativPris, som uddeles i foråret 2023.

Morten Karlsbjerg

Morten Karlsbjerg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3423
  • Mobil +45 2917 9440
  • E-mail moka@di.dk

Relateret indhold