Branchedirektør fra Dansk Industri Karsten Lauritzen

09.02.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

En ansvarlig havnebeslutning

Af Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport

Et bredt flertal i byrådet i Aarhus har indgået en politisk aftale om en udvidelse af Aarhus Havn. Bølgerne er gået højt i debatten, men nu er der endelig landet en aftale. Det er godt for dansk erhvervsliv, for Aarhus og godt for Danmark.

Det er vigtigt, at der nu kommer en havneudvidelse, som sikrer forsyningskæderne, styrker havnens og virksomhedernes udviklingsmuligheder, og skaber en god ramme for grøn omstilling.  Samtidig er det godt, at man mindsker udvidelsens øvrige påvirkninger - visuelt, havmiljømæssigt og ikke mindst i forhold til CO2, hvor man er landet på en CO2-neutral udvidelse.

Debatten vil sikkert fortsætte i Aarhus, men jeg vil gerne rose de fire ansvarlige partier bag aftalen – S, SF, K og V.

Det til trods for, at der da også er elementer i aftalen, som DI helst havde været foruden. Men sådan er det i et demokrati. Man må acceptere kompromiser. Alle har fået noget – men ingen har fået alt.

Og i DI er vi tilfredse med, at der er fundet et kompromis, som imødekommer virksomhedernes fremtidige behov for at få varer og gods ind og ud af Aarhus havn.

At havneudvidelsen samtidig kan gennemføres CO2-neutralt i anlægsfasen er utrolig glædeligt. Tilsvarende at man mindsker påvirkningerne af havmiljøet og udsigten. Det sætter nye standarder for, hvordan man kan gennemføre havneinfrastrukturprojekter i fremtiden.

Vi ser frem til at anlægget af havneudvidelsen kan gå i gang. For behovet for mere kapacitet på Aarhus Havn er uomtvisteligt. Derfor fortjener forligspartierne i Aarhus byråd ros for en ansvarlig og balanceret beslutning.

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3475
  • Mobil +45 5218 5980
  • E-mail kal@di.dk

Relateret indhold