14.02.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

På jagt efter Sydøstjyllands bedste lærling eller elev

DI Sydøstjylland uddeler igen i år regionalforeningens lærlingepris til en særlig dygtig, flittig eller opfindsom elev eller lærling i en lokal virksomhed i Horsens, Hedensted, Odder eller på Samsø. Har du elev eller lærling som fortjener et ekstra skulderklap, så er det nu, vi skal have din ansøgning, lyder opfordringen fra DI Sydøstjylland

- Vi vil gerne anerkende de unge mennesker, som vælger en erhvervsuddannelse og er med til at holde hjulene i gang ude på vores virksomheder. De er samtidig rollemodeller for andre unge, som måske vælger at gå samme vej, og det er også en vigtig grund til, at vi uddeler prisen, siger formand Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland.

Hvert år hædrer DI Sydøstjylland en elev eller lærling fra en virksomhed i Horsens, Hedensted, Odder eller på Samsø, der er særlig dygtig, flittig, hjælpsom eller opfindsom med en lærlingepris. Det kan også være, at vedkommende er en god kammerat, har ydet en særlig faglig eller social indsats eller på anden måde har udmærket sig i løbet af praktiktiden.

- Vi har heldigvis rigtig mange virksomheder her i Sydøstjylland, som tager del i at uddanne næste generation af faglærte, og som af den grund har lærlinge og elever ansat. Derfor ved jeg også, at der er rigtig mange dygtige lærlinge og elever derude, som er kvalificeret til lærlingeprisen, siger Johannes Saugbjerg.

Det er DI Sydøstjyllands bestyrelse, der vælger, hvilken elev eller lærling som skal vinde foreningens lærlingepris. Selve overrækkelsen af prisen sker på DI Sydøstjyllands årlige erhvervstræf, som i år afholdes den 11. maj på VIA University College Campus Horsens.

- Det er en kæmpe anerkendelse af og skulderklap til den lærling eller elev, som modtager prisen, og det er altid meget højtideligt at overvære overrækkelsen af lærlingeprisen. Jeg kan kun opfordre alle til at indstille deres lærling eller elev og give dem muligheden for at få den oplevelse, siger formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg.

Sidste år modtog elektrikerlærling Alex Mørch Holm fra virksomheden VS Automatic lærlingeprisen. Der er åbent for indstilling af elever og lærlinge frem til 24. februar 2023. Indstil din lærling eller elev til DI Sydøstjyllands LærlingePris 2023 her DI's Lærlingepris - DI (danskindustri.dk)

Anette Sørensen

Anette Sørensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0213
  • Mobil +45 3036 0265
  • E-mail anes@di.dk

Relateret indhold