Medaljepriser: 23 af Østjyllands skarpeste lærlinge bliver fejret
Medaljefonden belønner hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer og i helt særlige tilfælde legater. Den 11. maj kl.17 på Aarhus Rådhus bliver 23 lærlinge fejret.
”Thor har altid haft et positivt sind og været god til at samarbejde på tværs af virksomheden. Han passer rigtig godt ind i vores maskinafdeling og er vellidt af alle. Under sin læretid her på fabrikken har Thor altid været lærenem, og det arbejde, han har udført, har altid været af høj kvalitet. Det er stort set aldrig blevet lavet fejl. De flotte karakterer fra hans skoleophold vidner også om det samme.”
Sådan var ordene om industritekniker Thor Svendsen fra A/S Grenaa Motorfabrik, der indstillede ham til Medaljefonden. Nu bliver han belønnet med en medalje blandt 22 andre af de dygtigste lærlinge, Østjylland kan byde på.
Og hos en anden virksomhed, SMV Automatik A/S, med en anden dygtig lærling lyder følgende:
”Simon har fra starten af sin uddannelse arbejdet meget selvstændig og med stor iver og vist stor interesse for faget. Han er dygtig og viser stor forståelse og interesse for maskinernes virkemåde. Fra skolen har vi fået rigtig god feedback på Simon, der rigtig gerne hjælper de andre elever på holdet. Simon er meget vellidt på arbejdspladsen blandt kollegaerne og de andre lærlinge..”
Her drejer det sig om en uddannelse som automatiktekniker hos SMV Automatik A/S i Silkeborg. Lærlingen hedder Simon Thomasberg, og også han modtager en medalje.
Alle de 23 medaljer til lærlingene blandt topklassen i Østjylland, bliver uddelt den 11. maj kl. 17 på Aarhus Rådhus. Det er Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri, der i regi af Medaljefonden hylder regionens bedste unge håndværkere. Der bliver også uddelt en særlig pris til Årets Lærling 2023, der særligt har markeret sig blandt de 23 dygtige lærlinge samt en særlig pris til Årets Æreshåndværker 2023, der på den ene eller anden måde har fået sat sit navn fast i offentligheden, og som gerne bakker op om dagens fejring af de unge lærlinge.
- Det er altid en stor fornøjelse at uddele priser til regionens bedste lærlinge. Prognoser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forudser, at vi i 2030 kommer til at mangle 99.000 faglærte. Derfor har virksomhederne mere end nogensinde brug for kvalificeret arbejdskraft. Og erhvervsskolerne hungrer efter unge, der er parat til at tage udfordringen op, gå mod strømmen og satse på en erhvervsuddannelse, siger formand for Medaljefonden, direktør Henrik Hoffmann fra Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S i Trige. Han håber, at medaljeprisen kan være med til at trække flere unge ind i håndværksfagene.
- Manglen på faglærte opstår yderligere, fordi vi nu ser, at store generationer af faglærte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og at de nye generationer af faglærte langt fra lukker det hul, de ældre generationer efterlader, siger formanden.
Medaljerne går til de 23 bedste lærlinge, som har afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse inden for industri, byggeri eller håndværk på en virksomhed i en af følgende kommuner: Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs. Ved den afsluttende tekniske skoleuddannelse skal medaljemodtageren desuden have opnået en karakter på mindst 10 i gennemsnit.
Medaljefonden:
Medaljefonden arbejder for at tiltrække interesserede og kvalificerede unge til erhvervsfaglige, tekniske og håndværksmæssige uddannelser samt for at højne det faglige uddannelsesniveau blandt lærlinge inden for industri og håndværk.
Til det formål belønner Medaljefonden hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer og i helt særlige tilfælde legater. Mere på www.medaljefonden.dk
Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri står bag Medaljefonden. Fondens bestyrelse består af seks personer, der repræsenterer henholdsvis Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industris regionale foreninger i Østjylland.