07.06.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

DI Vestsjælland bakker op om Den Sjællandske Tværmotorvej

Dermed står 900 virksomheder bag ønsket om en sjællandsk tværmotorvej mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg.

Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej arbejder for, at den nuværende landevej 22 kan opgraderes til en motorvej og bindes sammen med den kommende motorvej fra Holbæk til Kalundborg. Lige nu strækker landevejen sig over 70 km på tværs af Sjælland fra Næstved over Slagelse til Kalundborg.

Formand for DI Vestsjælland, Jan Bybjerg Pedersen:

- Det er helt afgørende, at der investeres i ny infrastruktur, som binder Sjælland bedre sammen. I mange år har især den vestlige del af Sjælland været underprioriteret, og den udvikling skal selvfølgelig vendes, så vi får fuld valuta af den meget positive udvikling, der sker i dag. Det gælder både med den faste forbindelse til Tyskland, udflytning af Mærsk Terminals til Kalundborg og de enorme byggerier inden for biosolutions og medicinalproduktion, og her er der brug for ordentlige veje, så både varer og medarbejdere kan komme smidigt omkring.

- Derfor er vi også meget glade for at blive medlemmer af Den Sjællandske Tværforbindelse, og vi håber på, at Christiansborg lytter til at de knap 900 medlemsvirksomheder i de 6 vestsjællandske kommuner, som nu bakker op om projektet igennem deres regionalforening.

En styrket infrastruktur fremmer også væksten

Vigtigheden af at udleve planerne om en motorvej mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg understreges yderligere af Jens-Ole Larsen, der peger på, at den nye motorvej vil sikre, at regionen får det maksimale udbytte af bl.a. Femern-forbindelsen, som kan blive en vækstkatalysator for hele regionen.

- Tværmotorvejen er afgørende for at skabe en transportkorridor, der kan sikre en sikker og effektiv afvikling af blandt andet den tunge nordvest-gående trafik fra Næstved til Slagelse og videre til Kalundborg, som vi ved kommer i slipstrømmen af Femern-forbindelsen. Motorvejen vil bidrage til at udnytte det fulde potentiale af det samlede sjællandske vejnet samt investeringerne i Femernbælt-forbindelsen og en potentielt kommende Kattegat-forbindelse.

Efter planen går arbejdet med at anlægge de første 15 km af tværmotorvejen – Næstved-Rønnede-motorvejen – i gang i 2026.

Sigrid Wilbeck Hansen

Sigrid Wilbeck Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3864
  • Mobil +45 6051 8420
  • E-mail siwi@di.dk

Relateret indhold