03.05.24 Regionalforeninger Pressemeddelelser

10 EP-kandidater satte fokus på Midt- og Vestjylland

Business Region MidtVest, Dansk Industri Midt Vest mfl. stod mandag bag en af landets første EP-valgdebatter op mod valget den 9. juni. I alt ti kandidater fra ti forskellige partier deltog, og de gav hver især deres bud på, hvad man kan forvente af dem, hvis de bliver valgt.

Mere end 100 erhvervsfolk fra midt- og vestjyske virksomheder var mandag eftermiddag samlet i Remisen Brande for at blive klogere på, hvad de danske kandidater til Europa-Parlamentet står for.

Inden valgdebatten blev skudt i gang, blev tilhørerne lidt klogere på EU, da der var oplæg fra Lars Holte, direktør i CDEU, om hvilke bevægelser vi ser i EU netop nu. Et oplæg fra, Torben Bang, hovedbestyrelsesmedlem i DI og CEO i Siemens Gamesa Renewable Energy A/S om status på EU set fra et midt- og vestjysk virksomhedsperspektiv. Og til sidst gav Christian Fischer, direktør i Epinion en indsigt i, hvad danskernes generelle holdning er til EU. Her kom det bl.a. frem, at borgerne i Midt- og Vestjylland ikke helt vægter de samme emner, som resten af landet. Hos midt- og vestjyderne vægter kun 27% Sikkerheds- og forsvarspolitik mod 40% i resten af landet. Derimod er spørgsmålet om Integration, flygtninge og indvandrere højest på midt- og vestjydernes dagsorden. Christian Fischer kunne også fortælle, at hver fjerde vælger endnu ikke ved,  hvad de vil stemme to måneder før valget.

Tine Gøtzsche styrede slaget

Valgdebatten blev styret af Tine Gøtzsche, tidligere TV-vært, journalist og oplægsholder. Hun udfordrede kandidaterne ud fra tre hovedoverskrifter, Grøn omstilling, Arbejdskraft og Fremtidens EU.

Partnerskabschef i Business Region MidtVest, Nicolai Houmark Lauridsen var efter debatten godt tilfreds med afviklingen.

”Vi havde tre klare formål med arrangementet. For det første ville vi give vores lokale erhvervsliv et indblik i, hvad EP-kandidaterne står for, og hvad deres syn på Midt-og Vestjylland er. For det andet, har det også været afgørende for os at vise, hvem Midt- og Vestjylland er, hvad står vi for, og hvori vores styrkepositioner ligger, samt vise vores fælles udfordringer. Dernæst er det vigtigt for os at få en god forbindelse til de kommende Europaparlamentarikere, og min fornemmelse er, at de alle 10 gik herfra både lidt gladere og klogere på, hvad Midt- og Vestjylland har af styrkepositioner,” forklarer Nicolai Houmark Lauridsen.

Medarrangør var DI Midt Vest, og her havde chefkonsulent Anders Holm også en klar agenda for dagen.   

”Beslutningerne i EU har kæmpe indflydelse på de rammer og betingelser som vores lokale virksomheder arbejder ud fra hver dag. Man antager at hver 3. lov, der besluttes i Folketinget, kommer fra EU. Derfor er et arrangement som dette vigtigt, da vi her får chancen for at fortælle de kommende EP-politikere om de ting, som vi mener kan blive bedre,” siger Anders Holm.

Han fremhæver bl.a. vigtigheden af, at EU står sammen, så Kina ikke tromler vores produktions- og industrivirksomheder. Og fortsætter med at gøre det nemmere at arbejdskraften kan bevæge sig mellem landene.

Fakta:
Business Region MidtVest, Dansk Industri Midt Vest samt RAR Vestjylland, Erhvervshus Midtjylland, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Business Skive, Erhvervsforum Holstebro havde inviteret til EU valgdebat i Remisen Brande

Moderator var tidligere TV-vært, journalist og oplægsholder Tine Gøtzsche

Temaerne var: Grøn omstilling, Arbejdskraft og Fremtidens EU

EU-kandidaterne i paneldebatten:

  • Christel Schaldemose, Socialdemokratiet
  • Asger Christensen, Venstre
  • Stine Bosse, Moderaterne
  • Morten Vehl, Danmarksdemokraterne
  • Niels Flemming Hansen, Konservative
  • Sigrid Friis Frederiksen, Radikale Venstre
  • Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti
  • Henrik Dahl, Liberal Alliance
  • Majbrit Birkholm, Dansk Folkeparti
  • Nana Højlund, Enhedslisten

Yderligere oplysninger kontakt:

Nicolai Houmark Lauridsen, Partnerskabschef Business Region MidtVest. Tlf. 29 31 26 67.

Anders Holm

Anders Holm

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3568
  • Mobil +45 3134 1266
  • E-mail andh@di.dk

Relateret indhold