Fremgangen er stoppet i Syddjurs
Efter flere års fremgang falder Syddjurs Kommune en anelse tilbage i Dansk Industris store undersøgelse af erhvervsvenligheden i de danske kommuner, Lokal Erhvervsvenlighed 2025. Syddjurs lander i år på en 55. plads ud af 91 kommuner – et fald fra sidste års 53. plads. Resultatet understreger, at der fortsat er betydelige udfordringer for erhvervslivet i kommunen, men at der også er områder, hvor potentialet er til stede.
- Vi kan se, at Syddjurs står på et vigtigt vippepunkt. Kommunen har tidligere vist stor vilje til udvikling og samarbejde – blandt andet med etableringen af den fremskudte erhvervsservice-enhed i Stabrand. Men tallene i årets undersøgelse viser, at det nu kræver både fornyet dialog og større indsats fra den samlede kommune, hvis Syddjurs skal tilbage i den rigtige retning, siger Anders Strange, bestyrelsesleder for DI Østjylland.
Erhvervslivet har brug for, at kommunen leverer på nogle helt afgørende områder, især på Jobcentrets samarbejde med virksomhederne, sagsbehandling i forbindelse med byggesager og adgang til arbejdskraft. Men der er også klare lyspunkter. Kommunens digitale selvbetjeningsløsninger er blevet markant forbedret, ligesom udbudsprocessen for private leverandører og kommunens prioritering af bæredygtige og grønne indkøb er blevet bedre.
-Hvor der er vilje, er der vej; og jeg fornemmer klart i vores dialog med kommunens ledelse, at man gerne vil skabe gode rammer for virksomhederne i Syddjurs. Jeg tror derfor, det er vigtigt at vi sammen bruger de gode erfaringer fra den fremskudte Erhvervs-serviceenhed i alle hjørner af den kommunale administration, siger Anders Strange.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.
91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.