03.09.25 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Lille fremgang til Glostrup i erhvervsvenlighed

Dansk Industri måler hvert år den lokale erhvervsvenlighed på tværs af landets kommuner. Glostrup Kommune er gået en enkelt plads frem i undersøgelsen fra en 66. plads i 2024 til en 65. plads i år.

Den lille fremgang på ranglisten over erhvervsvenligheden i landets kommuner er en forsættelse af en positiv udvikling, hvor Glostrup sidste år gik 7 pladser frem. Selvom Glostrup går lidt frem, er der fortsat rum for forbedring. DI’s undersøgelse har fire overordnede kategorier, herunder kategorien Overordnet erhvervsvenlighed og dialog. Hvis man ser isoleret på den kategori, er Glostrup gået 20 pladser tilbage siden sidste år.

Det er glædeligt, at Glostrup fortsætter fremgangen, og der er flere lyspunkter i årets undersøgelse. Men Glostrup har samtidig et behov for at styrke dialogen med de lokale virksomheder, så flere virksomheder bliver mere tilfredse med de lokale rammevilkår, siger Mads Raaschou, bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden.

Blandt lyspunkterne i årets undersøgelse er, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og flere unge kommer i videre uddannelse eller job efter de har afsluttet en gymnasial uddannelse.
Det er dejligt, at flere unge i Glostrup vælger en erhvervsuddannelse, og at flere unge kommer godt videre efter de har fået studenterhuen. Der er behov for de unge i virksomhederne, som fortsat mangler kvalificerede medarbejdere, siger Mads Raaschou.
Også i forhold til byggesagsbehandlingen går det den rette vej i Glostrup.

- Hurtig og kompetent byggesagsbehandling er vigtigt for virksomhederne. Derfor skal Glostrup have et klap på skulderen for fortsat at reducere sagsbehandlingstiderne på byggeområdet, siger Mads Raaschou.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen. 
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik.
  • Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 pct.
  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Relateret indhold