Silkeborg Kommune falder på national liste over erhvervsvenlighed
Silkeborg Kommune har oplevet en tilbagegang i Dansk Industris årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed, hvor de er faldet fra en samlet placering som nummer 24 til en 37. plads. Men kommunen viser stadig styrke, især i kategorien "Uddannelse og Arbejdskraft”.
Silkeborg har i DI’s årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed lidt udfordringer med at holde sig i toppen blandt de mest erhvervsvenlige kommuner. Kommunen falder 13 pladser til en 37. plads, men der er også positive tendenser.
Silkeborg ligger i top-20 for sin indsats for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser, hvilket bidrager til, at kommunen markerer sig med en god 22. plads i den samlede kategori Uddannelse og arbejdskraft. Indbyggerne i Silkeborg har generelt et højt uddannelsesniveau, og elever i folkeskolen trives godt. Virksomhederne i Silkeborg rapporterer desuden om et fremragende samarbejde med jobcentrene, hvilket sikrer kommunen en flot 11. plads på det område.
- Arbejdskraft og uddannelse er nogle af de absolut vigtigste områder for virksomhederne. Silkeborgs fokus på at styrke samarbejdet mellem jobcentrene og virksomhederne er en vigtig indsats, der gør en positiv forskel for virksomhedernes hverdag. Jeg bemærker også kommunens proaktive arbejde med unge og erhvervsuddannelser, som er en af vores regions mærkesager. Siger Ole Øster Madsen, bestyrelsesleder i DI Silkeborg-Viborg.
- Kommunen har desuden fokus på de unge allerede i grundskolen. Det skaber et godt fundament og lover godt for fremtiden, fortsætter Ole Øster Madsen.
Silkeborg har oplevet en nedgang på flere parametre, herunder den digitale erhvervsservice samt i dialogen og informationsdelingen mellem kommunen og virksomhederne. Dette åbner potentiale for at sætte fokus på innovative digitale løsninger og samtidig styrke dialogen med erhvervslivet.
- Silkeborg er en by i stor vækst, og det kan være en udfordring for kommunen at følge med i den udvikling, som både virksomhederne og indbyggerne bidrager til. Ved at fastholde en tæt dialog og fokusere på digitale løsninger kan vi sikre, at Silkeborg bliver ved med at være lige så attraktiv for erhvervslivet, som den har været de sidste mange år, siger Ole Øster Madsen, der fortsætter
- I DI er vi klar - både til at blive ved med at sætte fokus på erhvervsuddannelser og den gode dialog med kommunen og virksomhederne.
DI’s rangliste over danske kommuners erhvervsvenlighed, Lokal Erhvervsvenlighed, er den suverænt mest grundige undersøgelse af, hvordan forholdene er for de lokale virksomheder i de danske kommuner. Den er baseret på cirka 7.500 besvarelser fra virksomheder over hele landet og 26 statistiske kommunale parametre.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik.
Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.