Solrød er den mest erhvervsvenlige kommune i Østsjælland
Solrød Kommune går én plads frem i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed og indtager dermed en 45. plads ud af de i alt 91 kommuner. Det afspejler et stabilt erhvervsklima i kommunen.
Solrød gør det godt, når det kommer til kommunens erhvervsvenlighed, og rangerer i år som den mest erhvervsvenlige kommune på Østsjælland. Det er særligt inden for Uddannelse og arbejdskraft, at Solrød udmærker sig. Her kommer Solrød ind på en samlet 12. plads på landsplan.
Den gode placering skyldes blandt andet god trivsel og høj kvalitet i folkeskolerne kombineret med, at beskæftigelsen i kommunen er høj. Dog er antallet af fuldtidsbeskæftigede væsentligt lavere end i resten af landet.
- Den fine placering inden for uddannelse og arbejdskraft viser, at Solrød både lykkes med at investere i fremtidens talenter – vores børn og unge – og får alle gode kræfter i spil på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen viser også, at netop arbejdskraft er det vigtigste tema for virksomhederne, og derfor glæder jeg mig ekstra meget over resultatet her, siger Christina Wiemann, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt.
Når virksomhederne i kommunen bliver spurgt om, hvor Solrød Kommune kan forbedre sig, peger de blandt andet på mere og bedre dialog. Virksomhederne giver samtidig udtryk for, at brugen af private leverandører er det tema - lige efter arbejdskraft - som kommunen bør prioritere højest, hvis den skal styrke virksomhedernes vækst- og udviklingsmuligheder.
- Det er helt oplagt at arbejde med at styrke den overordnede erhvervsvenlighed og dialog igennem et styrket samarbejde med de private leverandører. Her tænker jeg særligt på at forbedre kommunens udbudsproces overfor private leverandører – og gerne i sammenhæng med en stærkere prioritering af grønne indkøb, siger Christina Wiemann.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.
91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.