03.09.19 Nyheder

Erhvervsklimaet: Lolland-Falster rykker frem på uddannelse

Sidste års store fremgang til begge kommuner i DI’s årlige måling af erhvervsklimaet bliver efterfulgt af en mindre tilbagegang for de to kommuner på Lolland-Falster til en samlet plads midt i feltet. Igen i år fylder emnet uddannelse meget for virksomhederne, og her forbedrer kommunerne faktisk deres placering i år.

- Vi er fortsat på rette vej samlet set på Lolland-Falster, og området ligger også ganske godt i forhold til resten af landet, og det er glædeligt. Men undersøgelsen viser også, at vi ikke kan tillade os at hvile på laurbærerne, siger formandfor DI Lolland-Falster adm. direktør Kim Frimann, Frimann Biler A/S.

- Derfor har vi nu taget fat på de store emner sammen med kommunerne og andre i området. Jeg er glad for, at begge kommuner får en bedre placering på uddannelse end sidste år, men der skal mere til at komme i mål.

Dansk Industri har for 10. år i træk gennemført den landsdækkende undersøgelse af virksomhedernes tilfredshed med kommunernes erhvervsindsats. Sidste år var Lolland-Falster det område, der samlet set gik mest frem i Danmark.

- I min optik hører begge kommuner hjemme i den øverste tredjedel i Danmark. Der bliver arbejdet ambitiøst med erhvervsudviklingen i begge kommuner. Det er de private jobs, der skal løfte området ind i det nye årti, og den offentlige opgaveløsning spiller en vigtig rolle. Det gælder f.eks. uddannelser af de unge, hvor vi skal have mest mulig kvalitet for pengene, siger formanden.

På landsplan har over 7000 virksomheder medvirket i undersøgelsen. Virksomhederne bliver spurgt, hvad kommunerne skal prioritere. Og endnu engang er Lolland-Falster det område i Danmark, hvor uddannelse fylder mest for virksomhederne.

- Virksomhederne her i vores område forstår vigtigheden af gode lokale uddannelser. Vi skal sikre, at vi får meget mere ud af penge til uddannelserne, så virksomhederne kan få besat stillinger med dygtige nye folk. Vi er midt i et fald i antallet af unge i hele Danmark, og det varer nogle år endnu her i området. Derfor skal vi stå sammen, og gå efter de samlet set bedste løsninger for hele Lolland-Falster. På emnet uddannelser må vi aldrig blive tilfredse med en midterplacering, lyder det fra Kim Frimann.

Lolland kommune rykker få pladser tilbage

Lolland går fem pladser tilbage, og ligger nu nummer 57 blandt de 93 kommuner i Danmark. Hvis man dykker ned i forskellige emner, kan man se, at der er markant fremgang i flere kategorier – f.eks. ”uddannelse” og ”Information og Dialog” . Til gengæld er der tilbagegang i f.eks. kategorien ”arbejdskraft”.

- Lolland Kommune cementerer deres flotte fremgang fra sidste år. Fremgangen i underkategorier svarer også overens med vores opfattelse af Lolland Kommune, hvor vi selv har en god dialog om en række emner. Tilbagegangen i arbejdskraft-kategorien skal vi se nærmere på, men jeg hæfter mig ved, at der fortsat er god tilfredshed med jobcentret, sigerformand Kim Frimann.

Guldborgsund Kommune et hak tilbage til midterfeltet

Guldborgsund kommune går 13 pladser tilbage til nummer 44. Sidste år hoppede kommunen hele 27 pladser frem til en plads i den øverste tredjedel af kommunerne. Tilbagegangen i år ser man f.eks. indenfor kategorien ”sagsbehandling”, men til gengæld er der fremgang i forhold til virksomhedernes vurdering af skatter, afgifter og gebyrer.

- Guldborgsund Kommune har stadig kurs mod toppen i Danmark, men tilbagegangen i sagsbehandlingen vil vi gerne i dialog med kommunen om. Guldborgsund var i top på dette emne sidste år, men er nu røget et godt stykke tilbage. Til gengæld går kommunen stærkt frem i forhold til skatter, afgifter og gebyrer, hvilket selvfølgelig altid er vigtigt for en privat virksomhed. Jeg håber, at Guldborgsund Kommune vil kigge grundigt på vores tal, og så glæder jeg mig til at følge op, siger Kim Frimann.

FAKTA

FAKTA OM LOKALT ERHVERSKLIMA 2019

 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.


7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.

 

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Kristian Birkegaard

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4583
  • Mobil +45 6060 0547
  • E-mail krbi@di.dk
Relateret