DI Byg Nyheder

Europæisk samarbejde om digital CE-mærkning

Construction Products Europe (CPE) afholdt den 7. juni 2018 sin årlige generalforsamling og fejrede samtidig 30 års jubilæum, som en relevant aktør ift. at sikre interesserne for den europæiske byggeindustri. Dette skete bl.a. med offentliggørelsen af en ny samarbejdsaftale med European Committee for Standardization (CEN) om Smart CE-mærkning.

DI Byg er et aktivt medlem af CPE, og på generalforsamlingen blev chefkonsulent Frederik Krogsøe valgt til bestyrelsen (Executive Board), hvor han vil have mulighed for at arbejde konstruktivt for danske virksomheders interesser i europæisk sammenhæng.

CPE underskriver samarbejdsaftale med CEN
CPE’s formand Dr Heimo Scheuch, CEO for Wienerberger AG, satte forud for generalforsamlingen en vigtig underskrift på et dokument sammen med Vincent Laflèche, President for CEN, som markerer det tætte samarbejde om udvikling af Smart CE-mærkning til byggematerialer – et tiltag, som CPE har arbejdet for i en længere periode.

Smart CE-mærkning
Smart CE-mærkning gør det muligt på en let og enkelt måde at gøre detaljeret information tilgængelig om produkter ved anvendelse af digitale deklarationer. Smart CE-mærkning skaber et link mellem produktet og dets ydeevnedeklaration (DoP) i et format, der kan læses digitalt – både af mennesker og maskiner. Det betyder, at alle relevante personer fra arkitekter til slutbrugere kan få hurtig adgang til oplysninger om produktet. Det er samtidig også en metode, der gør det let at leve op til reglerne, hvorved de administrative byrder reduceres for virksomhederne.

Arbejdet med at udvikle Smart CE-mærkning vil nu også fortsætte i CEN’s tekniske komiteer (TC), herunder også TC442, der arbejder med fælleseuropæiske standarder inden for Building Information Modelling (BIM).

Læs mere om Construction Products Europe
Du kan læse mere om arbejdet med Smart CE-mærkning på Construction Product Europes hjemmeside, hvor du også vil have mulighed for at se nærmere på de øvrige dagsordener, som man arbejder med i europæisk regi.

Frederik Krogsøe

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3343
  • Mobil +45 2889 0300
  • E-mail frkr@di.dk
Relateret