30.04.19 DI Byg Nyheder

Tre gode råd: Brug dit netværk professionelt

Dit netværk er guld værd, og du kan styrke og forhøje værdien af din viden og faglighed markant ved at bruge dit professionelle netværk aktivt. Her får du tre gode råd til, hvordan du får mest muligt ud af dit professionelle netværk.

Vidste du, at DI har over 120 faglige netværk?

Du kan få et overblik over DI’s mange netværk og tilmelde dig dem HER.

Få det bedste ud af dit netværk

Som alt andet kræver det en indsats og et personligt engagement at få et godt udbytte af sit netværk. Her får du tre gode råd til, hvordan du får det bedste ud af dine professionelle netværksrelationer:

1. Del din viden og tag imod input

Din faglige viden er essentiel for dit netværk, og jo mere du giver, desto mere får du igen. Det at bidrage med faglighed og erfaringer er en kilde til at hjælpe andre med at lykkes og en mulighed for selv at reflektere over sin egen hverdag.

2. Vær ærlig og giv noget af dig selv 

Et netværk er et stærkt fagligt og fortroligt forum, hvor man kan lufte sine frustrationer og udfordringer, og hvor netværket giver input til den konkrete problemstilling. Hvis man skal hjælpe hinanden, så er ærlighed og tillid en kernefaktor. At andre kender dig som person, styrker tilliden og forståelsen for dit problem og hvem du er.

3. Brug dit netværk aktivt og åbn døre for andre 

Du skal sørge for at være aktiv og stille spørgsmål. Før, under og efter møderne skal du bruge dit netværk - det er en mulighed for at få god sparring på dine opgaver og styrker dine relationer. Du er samtidig omdrejningspunktet for forskellige netværk, og det betyder, at du kan åbne ukendte døre for andre. At dele sit netværk er en stor glæde i sig selv, og når du inviterer andre ind, styrker du også dit eget netværk.

 

Skrevet af:

Emma Kirkeby

Relateret