DI Byggeri

Byg Garanti

Som medlem er dit arbejde for private kunder dækket af Byg Garanti. Det giver kunderne en tryghed og din virksomhed en konkurrencefordel. Læs om dækning med Byg Garanti.

Byg Garanti dækker kundens tab som følge af fejl og mangler ved et håndværksarbejde, hvis et medlem af DI Byggeri har tabt en sag ved Byggeriets Ankenævn, men ikke kan efterleve afgørelsen – f.eks. på grund af konkurs, død, ophør eller lignende. Byg Garanti dækker op til 150.000,- kr. inkl. moms* pr. byggesag, gældende pr. den 1. juli 2017.

Hvad dækker Byg Garanti?

Byg Garanti dækker arbejder, der er udført for private kunder på deres:

  • Én- eller to-familieboliger
  • Ejerlejlighed eller andelsbolig
  • Sommerhus
  • Privatbolig i forbindelse med blandet bolig- og erhvervsejendomme, herunder stuehuse til landbrug
  • Lejeboliger, hvis arbejdet bestilles og betales af lejeren selv

Hvor længe dækker Byg Garanti?

Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl og mangler. Dog under forudsætning af, at virksomheden er medlem af DI Byggeri, når aftalen indgås.

Læs mere om Byg Garanti og om dine muligheder for markedsføring på Byg Garantis hjemmeside

* Som angivet i AB-Forbruger § 5 er alle beløbsangivelser inklusive moms.

Vi har glædet os meget, til endeligt at kunne vise jer den nye Byg Garanti kampagne.

Byg Garanti kampagnen har denne gang fået et kreativt løft, hvor det primære fokus har været at vise de mange håndværksfag inden for branchen samt diversiteten i byggebranchen. Kampagnen har fundet inspiration inden for musikkens verden, hvilket blandt andet har været med til at præge sloganet for kampagnen: ’Vælg en håndværker med Byg Garanti – fordi byggeriet bare skal spille.”

Vi vil med det musikalske univers illustrere, at hvis en forbruger vælger en håndværker med Byg Garanti, så kommer byggeriet altid til at spille - også i tilfælde af, at et byggeprojekt kommer ud af takt. For i så fald er DI Byggeris medlemmer omfattet af en garantiordning, der dækker fejl og mangler på op til 150.000 kr. inkl. moms.

Denne gang bliver kampagnen en ren digital kampagnen. Det betyder, at kampagnen kun bliver vist på sociale medier og nyhedssider på internettet. Det gør vi for at få danskerne til aktivt at søge efter en håndværker med Byg Garanti på www.byggaranti.dk. Kampagnen kører fra uge 30 t.o.m uge 34 2022.

Der er udviklet en kampagnefilm, tre kortere versioner af kampagnefilmen, annoncer til digitale platforme samt indhold til sociale medier, som nemt kan deles. Kampagnen er udviklet i samarbejde med kommunikations- og reklamebureauet Primetime.

Byggaranti.dk – ny hjemmeside

Samtidig med kampagnen har vi også givet vores hjemmeside et nyt udtryk. Vi har derfor gjort hjemmesiden mere overskuelig, så det bliver nemmere for forbrugerne at finde frem til en håndværker med Byg Garanti. Du finder hjemmesiden på www.byggaranti.dk

Som medlem af DI Byggeri får du via vores nye hjemmeside adgang til en lang række informationer. Her kan du bl.a. læse om fordele for dig som medlem, du kan finde tips til, hvordan du bruger Byg Garanti i din markedsføring, og det er også på vores hjemmeside, at du finder vores nye kampagnehub.

Kampagnehubben giver dig et samlet overblik over hele kampagnen. Og du har i hubben mulighed for at downloade kampagnefilmene, billeder og tekster, som du kan bruge på dine egne sociale medier eller på din hjemmeside.

Du kan selvfølgelig også stadig bestille streamers til din bil. Dem bestiller du her.

Hvis du følger Byg Garanti på Facebook kan du så dele opslag fra kampagnen der.

Har du spørgsmål til kampagnen, er du velkommen til at kontakte Kathrine Hjort Gellert på telefon 3377 3910 eller kahg@di.dk

Relateret indhold