DI Byggeri Analyser

Fremskridt i få kommuner sikrer kortere ventetid på en byggetilladelse

For tredje år i træk er ventetiden på en byggetilladelse faldet, så det i 2025 i gennemsnit tager 56 dage at få behandlet en byggesag i kommunen. Der er dog tale om et begrænset fald koncentreret i få kommuner. I 60 af landets 98 kommuner er ventetiden steget fra 2024 til 2025.

I 2025 blev der behandlet 30.300 byggesager i kommunerne, svarende til en stigning på 2.100 sager sammenlignet med året før. Dermed er antallet af sager stigende for andet år i træk, men fortsat lavere end i 2022, hvor der blev behandlet 32.600 sager. Stort set hele stigningen er drevet af

boligbyggeri, idet der er blevet behandlet 1.500 flere byggesager om enfamiliehuse og 300 flere sager om etagebyggerier med boliger. Resten af stigningen er for en stor del drevet af simple konstruktioner som carporte og udhuse. Stigningen vidner om, at boligbyggeriet så småt er ved at komme sig efter at være blevet holdt nede af høje renter og byggeomkostninger i årene efter 2022.

Ventetiden på en byggetilladelse er faldet for andet år i træk...

Ventetiden på en byggetilladelse var stigende frem til 2022, hvor den toppede med 75 dage. Efter 2022 knækkede kurven, og i 2024 tog det i gennemsnit 57,7 dage at få behandlet en byggetilladelse i kommunen. I 2025 faldt ventetiden yderligere en smule til 56,4 dage.

... men det er særligt trukket af nogle få kommuner

Årets fald dækker især over, at nogle få kommuner har reduceret deres sagsbehandlingstid markant. Mest markant er ventetiden i Slagelse Kommune reduceret med hele 245 dage, så ventetiden på en byggetilladelse i Slagelse Kommune i 2025 var nede på godt fem dage. Kun Vallensbæk gjorde det hurtigere i 2025 med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på to dage. Også på Bornholm har der været et drastisk fald i sagsbehandlingstiden på 108 dage fra 2024 til 2025, og i Nordfyns Kommune er sagsbehandlingstiden faldet med 89 dage.

Ændring i ventetid på en byggetilladelse i dage i 2025

Kilde: Kommunernes Landsforening og DI-beregninger

I 60 af landets kommuner er sagsbehandlingstiden steget

At faldet i ventetiden er trukket af drastiske fald i nogle få kommuner betyder også, at en del kommuner i 2025 har leveret en lidt længere sagsbehandlingstid. Ud af landets 98 kommuner er sagsbehandlingstiden steget i 60 kommuner, og median-sagsbehandlingstiden – som er mindre følsom over for markante ændringer i få kommuner – er steget fra 45 dage til 50 dage.  

Færre sager behandles inden for servicemålet

Samtidig er der sket et lille fald i andelen af sager, der bliver nået inden for kommunernes eget servicemål. I 2025 blev 59 pct. af byggesagerne behandlet inden for servicemålet, som varierer mellem 40 og 60 dage alt efter bygningstype. I 2024 var det 61 pct. af sagerne, der blev behandlet inden for servicemålet.

Hurtigere sagsbehandling til boligbyggeri, længere til erhverv

Ligesom det er boligbyggeriet og de simple konstruktioner, der har leveret stigningen i antallet af byggesager, er det også i disse bygningskategorier, at sagsbehandlingstiden er faldet. I boligetagebyggeriet er den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse faldet fra 64 dage i 2024 til 58 dage i 2025. Omvendt er sagsbehandlingstiden steget inden for erhvervsbyggeriet. Ventetiden på en byggetilladelse til en industri- eller lagerbygning er steget fra 58 dage i 2024 til 61 dage i 2025. Inden for etagebyggeri til erhverv er ventetiden på en byggetilladelse steget fra 65 dage til 67 dage.

Boligetagebyggeriet behandles nu inden for servicemålet

Faldet i ventetiden på en byggetilladelse til boligetagebyggeri betyder også, at den gennemsnitlige byggetilladelse til et etagebyggeri med boliger for første gang siden 2019 behandles færdig inden for servicemålet, som i denne bygningskategori er 60 dage. I de øvrige bygningskategorier overskrider den gennemsnitlige byggesag fortsat servicemålet – størst inden for enfamiliehuse, hvor byggesagerne i gennemsnit tager 15 dage længere end servicemålet. Det skal dog noteres, at over halvdelen af byggesagerne til enfamiliehuse nås inden for servicemålet, så den gennemsnitlige sagsbehandlingstid trækkes op af få, langvarige sager.

I seks af ni landsdele er sagsbehandlingstiden steget

Fordi det er kraftige fald i sagsbehandlingstiden i få kommuner, der trækker landsgennemsnittet ned, er der også i mange landsdele sket en lille stigning i ventetiden på en byggetilladelse i 2025. I seks af ni landsdele i vores opgørelse[1] er ventetiden således steget i 2025. Den største stigning er sket på Fyn, hvor det i 2025 gennemsnitligt tog 70 dage at få behandlet en byggetilladelse mod 59 dage i 2024. I landsdelen Fyn er ventetiden faldet i Nordfyns og Ærø Kommuner, men steget i landsdelens øvrige kommuner.

[1] Opgørelsen følger Danmarks Statistiks landsdelsinddeling, idet landsdelene København By og Københavns Omegn dog er samlet i Hovedstadsområdet, og Østsjælland og Vest- og Sydsjælland er samlet i Sjælland, Lolland og Falster.

Sydjylland har den korteste sagsbehandlingstid, mens landsdelene i Østdanmark bliver hurtigere

  I landsdelene øst for Storebælt er det kun i Hovedstaden, at ventetiden er steget – dog en helt marginal stigning på mindre end en dag. Det er dog også øst for Storebælt, at man finder de største stigninger i sagsbehandlingstiden, nemlig Greve Kommune med 95 dage og Køge Kommune med 101 dage. Generelt er sagsbehandlingstiden også stadig kortere vest for Storebælt end øst for. Med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 26 dage er det kommunerne i Sydjylland, der er hurtigst til at behandle en byggesag.  

Mere end et halvt års forskel på den hurtigste og langsomste kommune

På kommunalt niveau er der også stadig stor forskel på ventetiden på en byggetilladelse. Det tager i gennemsnit 2, 5 og 5 dage at få behandlet en byggetilladelse i Vallensbæk, Slagelse og Odder. I den anden ende af skalaen tog det i 2025 200 dage at få behandlet en byggesag i Frederikssund, hvilket er 42 dage kortere end i samme kommune i 2024. Næsten lige så lang tid tog det i Kalundborg med 194 dage og Greve med 193 dage. På trods af en afstand på under ti kilometer er der således mere end et halvt års forskel på sagsbehandlingstiden i Vallensbæk Kommune og Greve Kommune. Det er dog vigtigt at huske på, at ventetiden på kommunalt niveau – særligt i mindre kommuner – kan være trukket af få, komplekse sager, der har trukket ud. I 2024 tog det således blot 98 dage at få behandlet en byggetilladelse i Greve Kommune.  

Ingen sammenhæng mellem sagsbehandlingstid og antallet af sager

På trods af den store forskel i byggesagsbehandlingen på tværs af kommunerne, er der ikke noget der tyder på at der er en sammenhæng mellem lange sagsbehandlingstider og antallet af byggesager i den enkelte kommune. Det kan derfor ikke entydigt konkluderes, at det er et stort antal sager, der trækker sagsbehandlingstiden op i de langsomste kommuner. Det tyder på, at der er et forbedringspotentiale i de kommuner, hvor sagsbehandlingstiden er længst, eller hvor det går i den forkerte retning.  

Relateret indhold