13.01.20 DI Byggeri Nyheder

Reglerne om kemisk risikovurdering er blevet opdateret

Arbejdstilsynet har den 8. januar 2020 opdateret AT-vejledning C.1.3-4 - 1. januar 2003 om arbejde med stoffer og materialer, med information om den kemiske risikovurdering. Se, hvad det betyder for dig.

En kemisk risikovurdering er den samlede risikovurdering af arbejdsmiljøforholdene for medarbejdere, der arbejder med farlige stoffer og materialer. Arbejdspladsen skal tage udgangspunkt i den kemiske risikovurdering, når ansatte skal oplæres og instrueres i arbejde med farlig kemi, og arbejdsgiveren skal føre tilsyn med arbejdet.

Hent den opdaterede vejledning

På Arbejdstilsynets hjemmeside kan du se den opdaterede vejledning AT-vejledning C.1.3-4 - 1. januar 2003 om arbejde med stoffer og materialer, herunder kemisk risikovurdering.

Opdateringer

Det vigtigste i opdateringen handler om:

  1. at den kemiske risikovurdering er en del af den almindelige APV
  2. indholdet af risikovurderingen
  3. at risikovurderingen skal være skriftligt dokumenteret, men at virksomhederne selv bestemmer, hvordan den skal se ud og gøres tilgængelig for de ansatte
  4. at risikovurderingen have en form og indhold, som man kan tage udgangspunkt i, når der skal ske oplæring og instruktion af ansatte, som arbejder med, eller som i forbindelse med arbejdet kan blive udsat for farlig kemi.

Du finder opdateringerne i afsnit 3.2. og frem til delafsnit 3.2.1.

Hvad betyder ændringerne?

Som opfølgning på den reviderede vejledning, er Dansk Byggeri i gang med at udarbejde brancherettet materiale om den kemiske risikovurdering i samarbejde med Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg (https://www.bfa-ba.dk/).

Brug eksisterende materiale

Indtil dette materiale er færdigt, kan virksomhederne til oplæring, instruktion og tilsyn tage udgangspunkt i det materiale, som virksomhederne allerede har om arbejdspladsbrugsanvisning. Dette er stadig tilladt på trods af, at kravet om at lave arbejdspladsbrugsanvisning er ophævet.

For de virksomheder, der vælger at gå i gang med arbejdet inden materialet fra BFA BA ligger klar, kan der med fordel tages udgangspunkt i skemaet Kort fortalt om den kemiske risikovurdering, oplæring, instruktion og tilsyn med arbejdet, i afsnit 3.1. i vejledningen.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til emnet, kan du kontakte Søren Eggert Beck, mail: seb@danskbyggeri.dk, tlf.: 72 16 02 95, mobil: 30 59 66 64.

 

Relateret indhold