Byggemarkeder må fortsat sælge til professionelle
Byggemarkeder – også dem over 5000 m2 – må fortsat holde åbent for salg til professionelle fra den 17. december 2020 til 3. januar 2021.
DI har arbejdet hurtigt for at alle byggemarkeder – uanset størrelsen – skal kunne holde åbent i perioden 17. december 2020 til 3. januar 2021 for salg til håndværkere mv. Det er lykkedes. Det er samtidig muligt for byggemarkederne at sælge til private via E-handel i perioden. Det fremgår af en ny bekendtgørelse, der er blevet offentliggjort den 17. december.
I forlængelse af regeringens pressemøde den 16. december 2020, fremgik det ellers af Sundhedsministeriets hjemmeside, at alle byggemarkeder, som er på 5000 m2 eller derover skulle holde lukket i perioden fra den 17. december 2020 til og med 3. januar 2021. Det er nu ændret til, at byggemarkederne fortsat må sælge til professionelle.