Husk at indberette til tiden, ellers mister du dit corona-lån
Har din virksomhed et rentefrit lån som følge af coronasituationen? Så er det vigtigt, at du overholder indberetningsfristerne fra Skattestyrelsen – ellers mister du dit lån og skal tilbagebetale det med det samme. Skattestyrelsen og DI Byggeri opfordrer derfor til, at virksomheder tjekker op på, om de har opgivet den korrekte mail.
Hvis din virksomhed har taget et rentefrit lån i forbindelse med coronasituationen er der særlig grund til at være opmærksom på indberetningsfristerne fra Skattestyrelsen. Hvis I eksempelvis ikke indberetter moms eller A-skat til tiden, bliver der lavet en foreløbig fastsættelse for den periode, du ikke har indberettet for. Hvis det sker, mister virksomheden lånet og skal betale det tilbage med det samme.
Du kan læse mere om betingelserne for at beholde lånet her.
Få en mail med påmindelse om dine frister
Skattestyrelsen vil gerne hjælpe landets virksomheder med at indberette til tiden, så de ikke får opsagt deres lån. Derfor er der mulighed for automatisk at få en mail i forbindelse med virksomhedens indberetningsfrister.
Men man kan naturligvis kun modtage mails fra Skattestyrelsen, hvis man har oplyst den rigtige mail. Derfor opfordrer DI Byggeri og Skattestyrelsen til at man oplyser sin mailadresse eller tjekker, om den, man har oplyst, er korrekt. Det skal man gøre i TastSelv Erhverv og eventuelt i eIndkomst, hvis man tidligere har skrevet en mailadresse der.
Sådan retter du din mailadresse i TastSelv Erhverv:
- Log på skat.dk/tastselverhverv, og vælg Profil- og kontaktoplysninger.
- Vælg Kontaktoplysninger og adgangskode.
- Vælg Se og ret dine generelle kontaktoplysninger.
- Skriv dit navn og din mailadresse, og tryk på Gem.
Sådan retter du din mailadresse i eIndkomst:
- Log på skat.dk/tastselverhverv, og vælg Ansatte.
- Vælg Indberet til eIndkomst eller Letløn.
- Vælg Indberette/forespørge på eIndkomst/Letløn.
- Vælg Kommunikationsindstillinger og Letløn tilmelding.
- Vælg 2. Supplerende indstillinger (mailadr. og kommunikationsform).
- Skriv din mailadresse i feltet Supplerende email adresse, og tryk på Ok.