Foto: Rockwool
01.11.21 DI Byggeri Nyheder

Nu tildeles 150 mio. kr. til grønne energiprojekter i kommuner og regioner

Der er udsigt til flere opgavemuligheder inden for energiforbedringer og digitale løsninger i kommunale og regionale bygninger.

Den grønne pulje blev vedtaget af Folketinget i 2020, men nu kan kommuner og regioner søge om de første 150 mio. kr., nærmere bestemt kan kommuner og regioner søge om tilskud i perioden fra den 1. til 8. november 2021. Der kan altså snart ventes udbud på konkrete projekter.  

Hver kommune eller region kan opnå tilskud til at dække 30 % af investeringerne til:

  • Energiforbedringsprojekter, f.eks. isolering, vinduesudskiftning eller skift til varmepumpe (op til 4 mio. kr. i tilskud)
  • Digitale løsninger og software til overvågning og optimering af energiforbrug i bygninger (op til 1 mio. kr. i tilskud)

Det er en betingelse, at forbedringerne skal ske i bygninger med energimærke D, E, F eller G. For eksempel falder 70 % eller ca. 16.000 af de eksisterende kommunale bygninger inden for denne gruppe.  

Tildelingen af tilskud sker i konkurrence med alle indkomne ansøgninger: Ansøgninger med højst energibesparelse per tilskudskrone i projektets levetid får højest prioritet.

  • Der er et stort behov for energieffektivisering i de kommunale og regionale bygninger. Denne tilskudsordning vil betyde et lille, men vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er positivt, at der anlægges et helhedsorienteret og totaløkonomisk syn på energieffektivisering i bygningerne, siger Torben Liborius, underdirektør i DI Byggeri.

Næste pulje på 145 mio. kr. bliver åbnet for ansøgninger i 2022.

Læs pressemeddelelsen fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet her.

Læs mere om tilskudsordningen på Sparenergi.dk her.

Relateret indhold