Foto: Jesper Blæsild
15.12.21 DI Byggeri Nyheder

Skal I vinde Arbejdsmiljøprisen 2022?

Gør I noget særligt for arbejdsmiljøet på din arbejdsplads, og har I skabt resultater, som andre arbejdspladser kan lære af? Så er det nu, I skal indstille jer til Arbejdsmiljøprisen 2022!

Siden 2006 har Arbejdsmiljørådet uddelt Arbejdsmiljøprisen til danske arbejdspladser, som har skabt markante resultater og løst vigtige udfordringer gennem vedholdende indsatser og et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Prisen uddeles i fire forskellige kategorier og vinderne udvælges af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra Arbejdsmiljørådet.

Prisen overrækkes ved Arbejdsmiljørådets årlige temadag den 19. maj 2022 i København, så sæt kryds i kalenderen og indstil din arbejdsplads her!

Indstil din arbejdsplads og inspirer andre

Hos DI Byggeri er vi ikke i tvivl om, at mange medlemmer yder en mærkbar indsats for at styrke arbejdsmiljøet. Derfor håber vi også, at mange vil indstille sig selv til prisen og lade andre få muligheden for at blive inspireret af det gode arbejde. De fire arbejdsmiljøpriser favner bredt og belønner indsatser indenfor kategorierne: Muskel- og skeletbesvær, Arbejdsulykker, Psykisk arbejdsmiljø samt den nyoprettede kategori Kemi og vådt arbejde.

Med den nye kategori vil det blive muligt at sætte yderligere fokus på de initiativer, der er søsat, som for eksempel formindsker medarbejders kontakt med kemi eller søger for alternativer til hyppig håndvask.

På Arbejdsmiljøprisens hjemmeside kan I både læse mere om de fire kategorier samt få inspiration fra arbejdsmiljøindsatser blandt tidligere vindere.

Der er deadline for at indstille arbejdspladser til Arbejdsmiljøprisen 2022 den 1. februar 2022.

Relateret indhold