Foto: Colourbox

01.02.21 DI Byggeri Nyheder

Husk at oplære, instruere og føre tilsyn

Som arbejdsgiver skal man huske at oplære og instruere sine ansatte – også de unge og nyansatte, og så skal man føre tilsyn med, at arbejdet foregår på en farefri måde. Arbejdstilsynet har fokus på arbejdsgiverens pligt til oplæring, instruktion og tilsyn og at påpege det, hvis det ikke er tilstede.

Som arbejdsgiver skal man sørge for, at ens ansatte får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde, samt at der føres jævnligt tilsyn med, at medarbejderne udfører arbejdet sikkert og sundt. Det kunne for eksempel være tilsyn med brugen af forskellige værktøj, eller at de sikkerhedsregler man har i virksomheden overholdes.

Når der sker ændringer

Udover for eksempel instruktion i det konkrete arbejde, skal man også huske på, at de ansatte skal instrueres og oplæres, når der foretages ændringer – for eksempel i nye maskiner, nyt udstyr eller nye sikkerhedsmetoder. Det er arbejdsgiverens ansvar, at der bliver givet instruktion og oplæring ved ændringerne. I det daglige kan det dog være byggelederen, sjakbajsen, svenden, arbejdsmiljørepræsentanten eller en anden erfaren kollega, der står for instruktionen og oplæringen.

Arbejdsmiljøorganisationen skal være med

I virksomheder med arbejdsmiljøorganisationen er det en af arbejdsmiljøorganisationens opgaver at opstille principper for oplæring og instruktion af de ansatte. Principperne skal være tilpasset arbejdsforholdene i virksomheden og de ansattes behov.

Arbejdsmiljøorganisationen skal desuden kontrollere, at oplæring og instruktion faktisk sker, og at arbejdsgiveren sørger for, at der føres tilsyn med, at instruktionerne bliver overholdt.

Instruktion og skærpet tilsyn ved særligt farligt arbejde på byggepladser
En række arbejdsopgaver på byggepladser kræver en særlig omhyggelig oplæring og instruktion og et skærpet tilsyn. Det gælder for eksempel førere og operatører af gravemaskiner og maskiner til håndtering af materialer og montage og demontage af bærende konstruktioner, herunder deres enkeltdele mv.

Tænk arbejdsmiljø ind i fra starten og sammen med øvrige opgaver

Det er væsentligt, at der afsættes den fornødne tid til selve instruktionen, oplæringen og tilsynet, samt at medarbejderne løbende har mulighed for at stille spørgsmål og få hjælp.

På mange virksomheder er der travlt i dagligdagen, og det kan være svært at finde tiden til at fokusere på sikkerhed og arbejdsmiljø. Overvej om arbejdsmiljøet og instruktionen og oplæringen kan tænkes ind i det arbejde, I allerede udfører, for eksempel om ordresedler som i forvejen laves, kan beskrive arbejdsmiljøforholdene. Her kan man for eksempel beskrive, hvordan arbejdet skal udføres, hvordan adgangsvejene skal være, hvilke materialer og tekniske hjælpemidler der skal med, og om der er særlige forholdsregler ved farlige stoffer og materialer.

Du kan læse mere om Arbejdstilsynets regler her.

Mette Møller Nielsen

Mette Møller Nielsen

Chef for Arbejdsmiljø Byggeri

  • Direkte +45 7216 0297
  • Mobil +45 2245 4772
  • E-mail mmn@di.dk

Relateret indhold