23.03.21 DI Byggeri Nyheder

Corona: Fælles opfordring fra DI Dansk Byggeri og Bygherreforeningen

DI Dansk Byggeri har sammen med Bygherreforeningen udarbejdet to fælles opfordringer, der skal forebygge coronasmitte på byggepladsen.

Coronaepidemien er her stadig, og arbejdsgivere skal forebygge coronasmitte og håndtere det på byggepladsen, og i øvrigt hvis smitten opstår. I den forbindelse skal DI Dansk Byggeri og Bygherreforeningen i fællesskab komme med nedenstående to opfordringer.

Opfordring nr. 1 - Anmeld corona som en arbejdsulykke

Der opfordres til, at man som arbejdsgiver anmelder konstaterede corona-tilfælde som arbejdsulykker i overensstemmelse med gældende regler. Se www.aes.dk

Dette betyder, at der skal ske anmeldelse, f.eks. hvis den ansatte ikke kan udføre sit sædvanlige arbejde i 1 dag eller mere udover tilskadekomstdagen, eller hvis den ansatte kan have krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven.

Opfordring nr. 2 – Undlad at inddrage corona-relaterede arbejdsulykker ved udbud

Som følge af, at corona-relaterede arbejdsulykker skal anmeldes, vil flere virksomheder desværre se en stigning i deres ulykkesstatistik. En ellers god ulykkesstatistik kan derved blive forværret.

Da ulykkesstatistikken i nogle tilfælde anvendes i forbindelse med udbud af bygge- og/eller anlægsopgaver, kan en forværret statistik som følge af corona derfor få betydning for en tilbudsgivende virksomheds mulighed for at komme i betragtning til en opgave/kontrakt. Den helt særlige coronasituation taget i betragtning, synes dette ikke rimeligt. Specielt ikke i den situation, hvor en virksomhed, der overholder arbejdsmiljølovgivningen og udfører arbejde, der i sig selv ikke udgør en smitterisiko, bliver ramt af en høj ulykkesfrekvens som følge af corona.

Der opfordres derfor til, at man som ordregiver præciserer, at der ønskes en opdeling af ulykkesstatistikken i hhv. corona-relaterede og øvrige arbejdsulykker, og derved ikke lader tilbudsgivernes corona-relaterede arbejdsulykker indgå i ulykkesstatistikken. Tilsvarende at  entreprenørerne opdeler ulykkesstatistikken i hhv. corona-relaterede og øvrige arbejdsulykker, såfremt den efterspørges af en bygherre.

Med venlig hilsen

DI Dansk Byggeri og Bygherreforeningen

 

Mette Møller Nielsen

Mette Møller Nielsen

Chef for Arbejdsmiljø Byggeri

  • Direkte +45 7216 0297
  • Mobil +45 2245 4772
  • E-mail mmn@di.dk

Relateret indhold