Foto: Ricky John Molloy

04.03.21 DI Byggeri Nyheder

Offentlige ordregiveres fravigelser til det nye AB-system

De fleste offentlige ordregivere er begyndt at anvende - og samtidig også i større eller mindre omfang fravige - det nye AB-system fra 2018. Læs her om 'DI Dansk Byggeris' henvendelser i den forbindelse samt om intentionerne bag det nye system.

'DI Dansk Byggeri' retter løbende henvendelse til offentlige myndigheder og offentligt ejede selskaber (herefter blot ”offentlige ordregivere”) med henblik på at høre nærmere om, og i givet fald i hvilket omfang, det nye AB-system fra 2018 standardmæssigt fraviges i forbindelse med ordregiverens udbud af bygge- og/eller anlægsopgaver.

Helt overordnet er det frivilligt for parterne i et aftaleforhold at vedtage og om nødvendigt fravige et givent AB-dokument (f.eks. AB 18, ABT 18 og Forenklet AB 18). Dette præciseres altid i 'DI Dansk Byggeris' henvendelse til den offentlige ordregiver.

Med initiativet til dialog ønsker 'DI Dansk Byggeri' at få belyst baggrunden for de enkelte fravigelser, realitetsteste konsekvenserne og sikre, at fravigelserne er gennemtænkte og nødvendige for den enkelte bygherre. Målet er, at AB-systemets gode intentioner om dialog og samarbejde finder vej til de endelige kontrakter.

Efter 'DI Dansk Byggeris' opfattelse kan fravigelser medføre:

  • Usikkerhed hos både entreprenør og bygherre
  • Urimelig skævvridning af aftaleforholdet
  • Dårligere samarbejde
  • Flere uenigheder/tvister

Indeholder aftaler fravigelser til AB 18/ABT 18, opfordrer 'DI Dansk Byggeri' ordregiverne til i udbudsmaterialet nærmere at angive baggrunden herfor. En sådan fremgangsmåde skaber bedre gennemsigtighed og grundlag for samarbejde, ligesom det i øvrigt flugter med det »følg-eller-forklar-princip«, som Bygningsstyrelsen har opstillet i sin Bygherrevejledning fra 2019 for offentlige bygherrer.

Om det nye AB-system fra 2018

Det nye AB-system kom til verden på baggrund af et udvalgt nedsat af den daværende Klima-, Energi- og Bygningsminister (herefter blot ”AB18-udvalget”). Udvalget havde deltagelse af et bredt udsnit af byggeriets parter, herunder blandt andet repræsentanter indstillet af ministeriet (formand), Kommunernes Landsforening, Bygningsstyrelsen, Vejdirektoratet, Bygherreforeningen, Danske Regioner, Dansk Industri og Dansk Byggeri (nu DI Byggeri).

Som nævnt er det frivilligt for parterne i et aftaleforhold at vedtage og om nødvendigt fravige et givent AB-dokument, jf. også standardvilkårenes § 1, stk. 2.

Tankerne bag det nye system er dog, at det enkelte AB-dokument bør anvendes ”i sin helhed”, og således at fravigelser kun sker i tilfælde, hvor fravigelse er ”velbegrundet og nødvendig” for indgåelsen af en aftale. Dette følger af AB18-udvalgets betænkning fra 2018 (herefter blot ”AB18-betænkningen”) jf. navnlig betænkningens side 13, 60 og 63-64.

Af AB18-betænkningen, side 23, fremgår også følgende:

"Det er udvalgets opfattelse, at AB-systemet i dets helhed fremmer konkurrencen mellem byggeriets virksomheder og nedbringer deres transaktionsomkostninger.

AB-systemet fastsætter aftalevilkår, der anvendes bredt, hvilket i sig selv fremmer mulighederne for at få virksomhederne til at byde på opgaverne, fordi de er bekendt med de grundlæggende vilkår og i forvejen er vant til at følge dem. Ved tilbudsafgivningen skal de derfor ikke bruge tid på at analysere de almindelige aftalevilkår, men kan koncentrere sig om at vurdere og prissætte opgaven.

Aftalevilkårene indebærer også en lettelse for den udbydende bygherre, fordi de er velkendte og let kan bringes i anvendelse ved udbud. Det forhold, at de grundlæggende vilkår er ensartede, gør det også lettere at sammenligne priser mellem forskellige byggerier. Uensartede grundvilkår ville give anledning til særlige indregnede tillæg f.eks. for finansiering, forsikring, risiko osv."

I tråd med det anførte i AB18-betænkningen anbefaler Bygningsstyrelsen i sin Bygherrevejledning fra 2019, at AB-systemet anvendes uden fravigelser, idet det påpeges, at standardvilkårene er såkaldte ”agreed documents”, dvs. afbalancererede standardaftalevilkår, der er forhandlet mellem parter med modstående interesser.

I samme vejledning fremgår, at ”hvis den offentlige bygherre i forbindelse med sin udbudsstrategi vælger at fravige AB18-systemet helt eller delvist finder »følg-eller-forklar-princippet« anvendelse”.

Dette »følg-eller-forklar-princip« indebærer, at AB/ABT som udgangspunkt skal følges uden fravigelser, men dog således at fravigelser kan forekomme, hvor det er nødvendigt, idet den offentlige bygherre i givet fald tydeligt og sagligt skal begrunde den enkelte fravigelse samtidig med, at begrundelserne skal offentliggøres sammen med udbudsmaterialet.

Ligeledes i tråd med det anførte i AB18-betænkning fremgår følgende af punkt 3.6.4.8, i Kommunernes Landsforenings ”Håndbog for den kommunale bygherre”:

”Bygherren bør afholde sig fra generelt at ændre i de AB 18-bestemmelser, hvor han måske kunne have ønsket sig en udformning, der i højere grad tilgodeså bygherreinteresser, og i stedet acceptere, at der er tale om en fællesaftale mellem byggeriets part”.

DI Dansk Byggeris løbende henvendelser

Generelt har 'DI Dansk Byggeri' haft god dialog og sparring med de mange offentlige ordregivere, som 'DI Dansk Byggeri' indtil nu har rettet henvendelse til vedrørende disse ordregiveres standardfravigelser til det nye AB-system.

Det er overordnet oplevelsen, at de offentlige ordregivere på baggrund af 'DI Dansk Byggeris' input har genovervejet sine standardfravigelser, og at mange herefter ensidigt har foretaget nogle ændringer eller tilretninger.

I forlængelse heraf har flere ordregivere desuden tilkendegivet, at man ønsker at anvende det af Bygningsstyrelsen opstillede »følg-eller-forklar-princip«.

Opfordring til dialog – Tøv ikke med at tage kontakt!

Såfremt det måtte have interesse, deltager 'DI Dansk Byggeri' meget gerne i en nærmere AB-dialog med den enkelte offentlige ordregiver eller andre aktører i branchen – så tøv ikke med at tage kontakt!

I den forbindelse vil 'DI Dansk Byggeri' nærmere kunne uddybe og forklare, hvorfor vi måtte finde en konkret fravigelse uhensigtsmæssig og/eller uigennemtænkt.

Spørgsmål

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte underdirektør Louise Dahl Krath Jensen eller fagleder entrepriseret Mads Severin Holm i DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivningsenhed på tlf. 72 16 00 00.

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte DI Dansk Byggeri på telefon 72 16 00 00.

Relateret indhold