Foto: Jens Bach
27.06.21 DI Byggeri Nyheder

Ny grænseværdi for dieseludstødningspartikler i udendørs arbejdsluft

Den 1. juli 2021 træder en ny grænseværdi for dieseludstødningspartikler i udendørs arbejdsluft i kraft. Grænseværdien bliver nedsat fra de nuværende 50 µg/m3 til 10 µg/m3, målt som EC (elementært kulstof). DI Dansk Byggeri vurderer, at den danske maskinpark er indrettet sådan, at den nye grænseværdi kan overholdes.

Næste stramning er planlagt i 2024, idet det er anbefalet, at grænseværdien i 2024 nedsættes til 5 µg/m3,. Der er dog skabt mulighed for, at såfremt enkelte brancher kan påvise, at luftkoncentrationen ikke realistisk kan nedbringes til 5 µg/m3 allerede i 2024, så kan ikrafttrædelsen udsættes til 2026. I så fald skal brancherne frem til medio 2026 arbejde på at finde løsninger, der kan reducere udsættelsen af dieselpartikler for ansatte, der er beskæftiget med de pågældende arbejdsprocesser.

Dette skal påvises med målinger af koncentrationen af dieselpartikler i udendørs arbejdsluft inden 1. januar 2023.

DI Dansk Byggeri vurderer, at brancher med arbejdsprocesser i følgende områder kan få udfordringer ved at nedbringe koncentrationen af dieselpartikler i udendørs arbejdsluft til 5 µg/m3 allerede i 2024. Det drejer sig om følgende eller tilsvarende arbejdsprocesser (kan være arbejdsprocesser med brug af tungt dieseldrevet materiel i tæt bebyggelse, i tunneller, ved jernbane eller på/ved stærkt trafikerede veje):

  • Bygge-/anlægsarbejde med brug af tungt dieseldrevet entreprenørmateriel i udgravninger i lukkede byområder, tunneller og lignende,
  • Arbejde med asfaltering med brug af dieseldrevet materiel, langs stærkt trafikerede veje og i tætbebyggede områder.
  • Arbejde i overdækkede områder i forbindelse med brug af dieseldrevne lokomotiver.

DI Dansk Byggeri vil informere løbende om tiltag for branchen.

Relateret indhold