Foto: Colourbox
12.07.21 DI Byggeri Nyheder

Ændring af reglerne om arbejdsgivers pligt til at sikre test af tilrejsende arbejdskraft

Fase 4 af aftalen om gradvis genåbning for rejseaktiviteter er sat i gang, og det medfører bl.a. en lempelse af testkravene før og efter indrejse i Danmark.

Der stilles fortsat krav om test, før indrejse til Danmark. Dog lempes testkravet, så udlændinge, der har fast bopæl i udlandet, kan rejse ind i Danmark på baggrund af en negativ PCR-test, som er foretaget højst 72 timer før tidspunktet for indrejse. En antigentest vil fortsat skulle være foretaget højst 48 timer før indrejsetidspunktet.

Arbejdsgivere skal fortsat sørge for, at tilrejsende arbejdskraft får en PCR-test 48 til 120 timer efter testen før indrejse. Det gælder også stadig, at tilrejsende arbejdskraft, der er færdigvaccinerede eller har haft corona, som udgangspunkt ikke er omfattet af reglerne om arbejdsgiveres pligt til at sikre PCR-test af deres tilrejsende arbejdskraft. Det er desuden ikke længere et krav, at vaccinationen er gennemført i et bestemt land, så længe der er tale om en vaccine der er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.

Vær dog opmærksom på, om den færdigvaccinerede indenfor 10 dage forud for indrejse har opholdt sig i lande eller regioner, der på opholdstidpunktet var kategoriseret som røde, da de så ikke længere kan anses som færdigvaccinerede og derfor skal lade sig teste.

En person anses som færdigvaccineret, såfremt:

  1. Vaccinen er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)
  2. Der er gået mindst to uger fra gennemført vaccinationsforløb
  3. Personen har gennemført vaccinationsforløbet inden for de seneste 8 måneder
  4. Personen ikke inden for 10 dage forud for indrejse har haft ophold (ikke transit) i regioner og lande, som på opholdstidspunktet er kategoriseret røde regioner og lande

Ændringerne er trådt i kraft den 26. juni 2021.

Ændringsbekendtgørelse om pligt til at sikre COVID-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark:

Bekendtgørelse om krav om test og isolation efter indrejse i Danmark i forbindelse med håndtering af COVID-19.

Arbejdstilsynets opdaterede hjemmeside med krav til arbejdsgiveren ved tilrejsende arbejdstagere

Relateret indhold