Betalingsgarantien

Efter AB 18 § 10 er bygherren forpligtet til ”automatisk” at stille sikkerhed (betalingsgaranti) overfor entreprenøren, medmindre bygherren er en offentlig bygherre eller en almen boligorganisation.

Herved adskiller AB 18 sig fra AB 92 bl.a. ved, at bygherren efter AB 92 § 7 først skal stille betalingsgaranti, hvis entreprenøren ”anmoder” om det.

Betalingsgarantien skal svare til 3 måneders gennemsnitsbetaling – dog mindst 10 % – af entreprisesummen uden moms.

Det ses ofte, at forpligtelsen i AB 18 (og AB 92) til at stille en betalingsgaranti fraviges. Dette kan selvsagt udgøre en risiko for entreprenøren – ikke mindst i en situation, hvor man som entreprenør er usikker på bygherrens økonomiske situation.       

Det skal i den forbindelse huskes, at går bygherren konkurs, og har bygherren ikke stillet en betalingsgaranti, er der ofte kun en meget lille sandsynlighed for, at entreprenøren får alle sine penge betalt, da der sjældent er store summer i et konkursbo at dele ud af til de simple kreditorer.  

Det skal i øvrigt huskes, at er AB 18 (eller AB 92) aftalt mellem en hovedentreprenør og underentreprenør, skal hovedentreprenøren – som bygherre i dette aftaleforhold – stille betalingsgaranti overfor underentreprenøren.

Arbejdsgarantien

Det følger af AB 18 § 9, at entreprenøren automatisk skal stille en sikkerhed (arbejdsgaranti) på 15 % af entreprisesummen ekskl. moms. Tilsvarende gælder efter AB 92.

Forpligtelsen til efter AB 18 at stille en arbejdsgaranti gælder dog først, når entreprisesummen er over 1 mio. kr. ekskl. moms, medmindre andet er angivet i udbudsmaterialet. En sådan beløbsgrænse findes ikke i AB 92.

Begrundelsen for, at AB 18 arbejdsgarantien som udgangspunkt først skal stilles, når entreprisesummen har en vis størrelse, er, at de omkostninger, der er forbundet med at stille sikkerheden, ikke findes at stå mål med den sikkerhed, som bygherren opnår.

For nogle entreprenører kan det være svært at finde en garantistiller, der vil stille en arbejdsgaranti overfor bygherren. I sådanne tilfælde vælger nogle entreprenører alternative løsninger, som eksempelvis at tilbyde bygherren, at denne løbende kan fortage tilbagehold i faktureringen, indtil der er sket aflevering, eller at en anden virksomhed stiller kaution.

AB 18 § 9 dikterer, at sikkerheden skal være” betryggende”, og alternative løsninger som de beskrevne vil ikke opfylde dette krav. Derfor vil bygherren i disse tilfælde være i sin gode ret til at afvise entreprenørens forslag til sikkerhedsstillelse, og kan entreprenøren ikke på anden vis stille en betryggende sikkerhed, vil entreprenøren være i misligholdelse.