Foto: Learnmark Horsens
26.08.21 DI Byggeri Nyheder

Ni nyuddannede diamantskærere af højeste karat

Danmarks første faglærte diamantskærere fik fredag den 20. august 2021 overrakt deres uddannelsesbeviser. Det nye uddannelsesforløb er etableret af Diamantentreprenør-sektionen i DI Byggeri i samarbejde med Byggeriets Uddannelser og 3F.

Ni medarbejdere fra diamantskære- og borefirmaer i hele landet har det seneste halvandet år fået skærpet deres viden om sikkerhed på arbejdspladsen, bygge- og anlægskonstruktioner og affaldshåndtering. De har taget en ny AMU-kontraktuddannelse og kan nu, som de første i Danmark, kalde sig faglærte diamantskærere.

Jesper Ræstrup Hald, konsulent i Diamantentreprenørforeningen i DI Byggeri, ser positivt på den nye mulighed for at blive faglært diamantskærer.

- Et uddannelsesforløb som diamantskærer kan være med til at kvalitetssikre faget i fremtiden og styrke branchen som helhed. Arbejdet involverer tungt maskineri, og opgaverne indebærer ofte potentielt sundhedsskadelige stoffer, så sikkerheden skal være i top. Her kan en tungere teoretisk ballast hos diamantskærerene være med til at kvalificere dialogen med bygherren, så man sikrer et sundt og sikkert arbejdsmiljø for alle de involverede, siger Jesper Ræstrup Hald.

I branchen er der desuden et håb om, at den nye uddannelse kan være med til at få flere til at søge ind i faget. Det fortæller formanden for Diamantentreprenørsektionen, Torben Nielsen, der også holdt tale for de nyuddannede diamantskærer på dagen.

- Som alle andre i byggebranchen har vi brug for veluddannet arbejdskraft – og vi mangler medarbejdere. Jeg håber at branchen fremadrettet, udover opgradering af nuværende medarbejdere, også vil bruge uddannelsen til at sluse nye medarbejdere ind i faget, siger Torben Nielsen.

Uddannelsesforløbet er etableret af Diamantentreprenørsektionen i DI Byggeri i samarbejde med Byggeriets Uddannelser og 3F og udbydes på Horsens Learnmark.

Fokus på sikkerhed i arbejdet

De fleste af de nyuddannede diamantskærere har flere års praktisk erfaring fra diamantskære- og borebranchen, hvor de har boret og skåret huller i beton og mursten til f.eks. ventilations- og brandskakter, nye vinduer eller porte. Med uddannelsen har de nu en stærkere teoretiske baggrund til at udføre deres arbejde mere sikkert og mere effektivt. For Steen Braarup, der er en af de nyuddannede diamantskærere, har uddannelsesforløbet været en øjenåbner.

- På uddannelsen har vi lært meget om sikkerhed og de materialer, vi kan møde i vores arbejde. Vi har også fået god viden om farlige stoffer, og hvordan vi skal omgås dem. Det har jeg tidligere ikke været så opmærksom på, men det vil jeg bestemt være fremover, siger Steen Braarup.

Det næste hold på diamantskæreruddannelsen starter den 4. oktober 2021 på Learnmark Efteruddannelse i Horsens. Læs mere her.

Relateret indhold