Verdens Vildeste Brobyggere
Den 18. september 2021 afholdes Danmarks første brobygningskonkurrence for at skabe opmærksomhed om uddannelserne i bygge- og anlægsbranchen. Verdens Vildeste Brobyggere er en kærlighedserklæring til kunsten at bygge broer og en hyldest til alle dem, der er med til at bygge broerne.
Konkurrence, TV-program og opmærksomhed
I konkurrencen dyster tre hold bestående af lærlinge og studerende. Lørdag den 18. september bygger de 12-18 meter lange broer over kanalerne ved Engholmene i København. Konkurrencen foregår på tid foran rullende kameraer, tusindvis af mennesker og et benhårdt dommerpanel. Et kamerahold har fulgt holdene og dokumenteret deres vilde idéer og forberedelserne op til den store konkurrencedag. Et TV-hold er med på selve dagen og filmer konkurrencen.
- Verdens Vildeste Brobyggere er en slags ‘Den Store Bagedyst’ for byggebranchen og industrien. Det er her vi viser, hvilke smukke, vanvittige og banebrydende projekter man med en erhvervsuddannelse kan være med til at realisere. Vi vil også gerne slå et slag for vores dygtige ingeniører og arkitekter, men mange har det med at glemme, at der ikke kommer mange broer uden de faglærte, der rent faktisk bygger dem, siger Michael Jeppesen, direktør i sekretariatet, der driver projektet.
DI Dansk Byggeri bakker op
Dygtige faglærte medarbejdere er en absolut nødvendighed for bygge- og anlægsbranchen, og derfor er det vigtigt at gøre branchen attraktiv for unge, der skal vælge uddannelse. Arrangementer og konkurrencer som Verdens Vildeste Brobyggere kan være med til at promovere mulighederne for at uddanne sig inden for branchen, og vise hvordan en fremtid i byggeriet kan se ud. Derfor har DI Dansk Byggeri støttet arrangementet.
- Verdens Vildeste Brobyggere er et sjovt koncept, der kan være med til at skabe nye fortællinger om entreprenørernes verden og tiltrække unge talenter. Vi har brug for unge, der har mod på at forme fremtidens Danmark, og et event som Verdens Vildeste Brobyggere kan forhåbentlig være med til at kickstarte nogle drømme og en karrierevej i byggeriet, siger Peter Stenholm, vicedirektør DI.
På de tre dystende hold deltager passionerede lærlinge fra en række virksomheder, der er medlemmer af DI Dansk Byggeri.
Kom og vær med!
Det er gratis at komme og overvære konkurrencen. Der er adgang til pladsen fra kl.9.30 og vinderne bliver kåret kl. 17.30. Dagen igennem vil der være mad og drikke, mulighed for at tage en dukkert i havnen og en masse underholdning, talks og musik fra hovedscenen. Musikeren Bro kommer selvfølgelig. Se programmet på www.brobyggere.dk
Lærlinge i konkurrencen kommer bl.a. fra:
G.S.V A/S
CG Jensen A/S
Børge Jakobsen & søn A/S
Mester Madsen A/S
H. Juul Mikkelsen A/S
HNN Byggefirma ApS
TL BYG A/S
Aarsleff A/S