Må det offentlige acceptere tilbud med lavere timepriser end overenskomsten?
I offentlige udbud efterspørger ordregiveren ofte timepriser, men må ordregiver i evalueringsfasen acceptere timepriser, som ligger under overenskomsten for det pågældende arbejde? Klagenævnet for Udbud har netop udtalt sig om netop dette spørgsmål. Læs med her, hvis du vil vide svaret.
Det udbudsretlige udgangspunkt er, at tilbudsgivere har fri prissætning. Det betyder, at tilbudsgivere frit kan prissætte enheder – herunder timepris.
Undtagelsen hertil er bestemmelserne om unormale lave tilbud i udbudslovens § 169 samt tilbudslovens § 8, stk. 3. Bestemmelsen giver ordregiver mulighed for at indhente en nærmere redegørelse fra tilbudsgiver. Men ordregiver kan alene afvise et tilbud som unormalt lavt, såfremt det tilbudte pris- eller omkostningsniveau ikke kan begrundes på baggrund af tilbudsgiverens redegørelse.
Ordregivers krav til entreprenørens overholdelse af overenskomst
Ordregivere stiller i dag ofte krav i deres udbudsmateriale om, at entreprenøren i kontraktperioden skal overholde den for arbejdet repræsentative overenskomst (kontraktkrav).
Herudover ses det efterhånden ikke sjældent, at ordregivere – ved udbud, hvor der konkurreres på timepriser – samtidig også i udbudsmaterialet angiver, at de af entreprenørens tilbudte timepriser skal overholde overenskomsten for området. I en nylig kendelse af 28. februar 2022 har Klagenævnet for Udbud netop haft lejlighed til at forholde sig til betydningen heraf.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 28. februar 2022
Københavns Kommune udbød en rammeaftale med 5 delrammeaftaler på håndværksydelser, og i sagen var den relevante overenskomst bygningsoverenskomsten. En af tilbudsgiverne indbragte på baggrund af en aktindsigtsanmodning sagen for Klagenævnet med påstand om, at kommunen havde antaget tilbud med en timepris under overenskomstniveauet.
Københavns Kommune anførte i sagen, at kommunen ikke skulle foretage en konkret vurdering af, hvorvidt de afgivne timepriser levede op til overenskomsten på tilbudstidspunktet, men at kravet alene fremhævede en efterfølgende kontraktuel forpligtelse for tilbudsgiveren ved aflønning af sine medarbejdere.
Kommunen anførte også, at en medarbejderkategori skulle forstås som en svend hhv. lærling, selvom der i tilbudslisten skulle afgive tre forskellige timepriser alt efter, hvornår arbejdet skulle udføres.
Klagenævnets vurdering
Klagenævnet fandt efter indholdet af udbudsmaterialet, at tilbudslisten måtte forstås således, at en tilbudsgiver – ud fra de timepriser, som angives af den pågældende – skulle kunne leve op til bygningsoverenskomsten, og at der ikke alene var tale om en kontraktuel forpligtelse.
Dog fandt Klagenævnet videre, at betegnelsen ”medarbejderkategori” efter tilbudslistens opbygning og indhold og i overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse omfattede samtlige tidsintervaller for henholdsvis svende og lærlinge.
Det betød, at en eller flere af posterne ville kunne være lavere end overenskomsten, hvis blot posterne samlet set overholdte overenskomsten.
DI Byggeris vurdering og anbefalinger
Det kan udledes af sagen, at der ikke er et generelt krav om, at tilbudsgivers timepriser skal opfylde en repræsentativ overenskomst, men ordregiver kan efter omstændighederne pålægge sig selv en nærmere undersøgelsespligt.
Når ordregiver vælger at pålægge sig selv en sådan pligt, så skal ordregiver også foretage en undersøgelse på tilbudstidspunktet.
Forudsætningen for at foretage denne undersøgelse er dog, at ordregiver kender den relevante overenskomst, og at ordregiver forstår, hvordan mindstesatsen inklusive sociale tillæg udregnes.
DI Byggeri anbefaler derfor, at offentlige udbydere fremover på forhånd fastsætter en minimumspris fremfor brede formuleringer omkring overholdelse af overenskomster, hvis ordregiver frivilligt pålægger sig en undersøgelsespligt.
