Tidsfristforlængelse på grund af svigtende leverancer?
Spørgsmålet har rejst sig, om entreprenøren kan få tidsfristforlængelse og forsinkelseserstatning i tilfælde af svigtende materialeleverancer som følge af Ruslands invasion af Ukraine og det EU-fastsatte importforbud rettet mod materialer fra Rusland/Belarus.
DI Byggeri har udarbejdet et notat om spørgsmålet. Nedenfor gengives notatets overordnede konklusioner.
Helt overordnet skal DI Byggeri dog komme med to generelle anbefalinger til den entreprenør, der mener at have ret til tidsfristforlængelse:
- Få dokumenteret dit potentielle krav (mails, sms’er, billeder, logbog, arbejdsplaner, byggemødereferater m.v.)
- Gør bygherren opmærksom på, at du vil kræve tidsfristforlængelse, og hvad årsagen er (reklamation) – og gør det på skrift!
Disse to anbefalinger skal ses i lyset af, at det er entreprenøren, der har bevisbyrden for retten til tidsfristforlængelse, herunder for at den påberåbte begivenhed (f.eks. krig eller importforbud) rent faktisk også konkret har medført forsinkelse med en aftalt – og oftest dagbodsbelagt – termin.
Entreprenørens reklamation medfører i AB 18 regi også en egentlig pligt for bygherren til at reagere. Således skal bygherren ”snarest muligt” forholde sig til, om det af entreprenøren fremsatte krav på tidsfristforlængelse kan accepteres. Kan kravet ikke accepteres, skal bygherren begrunde hvorfor!
Entreprenørens mulighed for tidsfristforlængelse
Det giver som udgangspunkt ikke entreprenøren ret til ekstra tid, hvis de materialer, som entreprenøren skal levere til arbejdets færdiggørelse, er forsinkede, f.eks. fordi leverandøren har taget for mange ordrer ind.
Hvis en entreprise forsinkes, fordi en konkret leverance til entreprenøren forsinkes af f.eks. krig eller et EU-importforbud, vil entreprenøren dog kunne have ret til ekstra tid. Dette følger af AB 18 § 39, stk. 1 (AB 92 § 24, stk. 1).
Entreprenørens mulighed for forsinkelseserstatning
Har entreprenøren ret til tidsfristforlængelse, vil entreprenøren efter omstændighederne også kunne kræve forsinkelseserstatning (f.eks. øgede byggepladsomkostninger).
Skyldes en forsinkelse f.eks. et ”offentligt påbud og forbud”, vil entreprenøren kunne kræve en sådan erstatning, mens erstatning ikke kommer på tale, hvis en forsinkelse f.eks. skyldes ”krig”. Dette følger af AB 18 § 43, stk. 2, litra d, og stk. 3 (AB 92 § 27, stk. 2, nr. 1 og stk. 3).
Det kan ikke udelukkes, at EU’s importforbud rettet mod materialer fra Rusland/Belarus kan give entreprenøren ret til forsinkelseserstatning. Spørgsmålet er dog juridisk uafklaret.
Tidstabsbegrænsningspligten
Entreprenøren skal søge en forsinkelse undgået eller begrænset ved sådanne dispositioner, som med rimelighed kan kræves. Dette følger f.eks. af AB 18 § 39, stk. 2 (AB 92 § 24, stk. 2).
Denne tidstabsbegrænsningspligt fører bl.a. til, at entreprenøren – såfremt en leverance er forsinket – er forpligtet til at undersøge markedet for andre leverandører. Kan en anden leverandør levere de omhandlede materialer hurtigere men dyrere, må entreprenøren i udgangspunktet selv afholde denne meromkostning.
Betoningen i AB 18 § 39, stk. 2, af, at entreprenørens tidstabsbegrænsningspligt i entrepriseforholdet har en ydre grænse, nemlig ”rimelighed”, gør dog, at der må være en grænse for, hvor langt entreprenøren er forpligtet til at gå. Praksis er dog sparsom.
Hvor grænsen går i det enkelte tilfælde, må dog bero på en konkret vurdering. I denne vurdering kan med større og mindre vægt bl.a. inddrages:
- Er den begivenhed, der har forsinket den oprindelige leverance til entreprenøren, længerevarende eller forbigående?
- Hvor meget hurtigere vil materialerne kunne komme frem, hvis disse (hvis muligt) bestilles hos en anden leverandør?
- Er materialerne almindelige ”skaffevarer”, eller skal de specialfremstilles efter ordre?
- Hvor store er meromkostningerne konkret for de omhandlede materialer, såfremt materialerne skal anskaffes hos en anden leverandør?
- Kan entreprenøren berettiget ophæve aftalen med den oprindelige materialeleverandør som følge af dennes forsinkelse?
- I hvilket omfang har entreprenøren ret til indeksregulering eller materialeprisstigningsgodtgørelse (f.eks. AB 18 §§ 34-35 eller 'Dansk Byggeris' AB 92 Standardforbehold)?